DK Nyt

Bibliotekerne kan meget mere end udlån af bøger

Blandt biblioteksbrugere sættes der i høj grad pris på frirum og mulighed for perspektiv.
6. MAJ 2021 6.30

Folkebibliotekerne er en af Danmarks største kulturinstitutioner, hvis man måler på udlån og besøgstal. Men bibliotekerne er mere end blot udlån af bøger, og er med til at give perspektiv, inspiration og samvær.

Sådan lyder det i en undersøgelse, Seismonaut og Roskilde Centralbibliotek har foretaget blandt 1.509 repræsentativt udvalgte danskere mellem 16 og 90 år. Heraf har 56 pct. brugt et folkebibliotek inden for det seneste år, og kun syv pct. har aldrig benyttet sig af et bibliotek.

Det, der for respondenterne betyder mest i deres oplevelse med bibliotekerne, kan deles ind i fire områder. Det er et frirum med plads til fordybelse og tid til sig selv, der er perspektiv og troværdig formidling, det er et sted, man kan mødes i fællesskab, og det er et kreativt sted og en kilde til inspiration. Heraf bedømmes frirum og perspektiv som det vigtigste.

- Tidligere har man spurgt eksperter alene om betydningen af kultur og ikke almindelige mennesker. Det har altid været ekspertens forståelse af emnet, der har domineret. Der er et stort demokratiserende potentiale i at vende det rundt og undersøge det enkelte menneskes oplevelse, siger Tone Roald, lektor ved Institut for psykologi på Københavns Universitet.

Biblioteker er vigtige for viden og kultur

På trods af at internettet giver adgang til viden og information, og at Spotify og Netflix giver adgang til underholdning, mener 83 pct., at "folkebiblioteket er vigtigt, fordi det tilbyder fri og lige adgang til viden og kultur".

Bibliotekernes tilbud er i undersøgelsen delt ind i samlingen, arrangementer, fysiske faciliteter og vejledning. Heraf er samlingen og fysiske faciliteter de mest brugte af henholdsvis 89 pct. og 34 pct. af brugerne. Tilbuddene beskrives som vigtige for at få perspektiv og viden og skabe velvære og samtale.

- Et biblioteksbesøg, et museumsbesøg, en koncert- eller teateroplevelse er langt mere, end bare et besøgstal. Når man begynder at interessere sig for den værdi, som kulturen skaber i det enkelte menneskes liv, opdager man, at kulturen både knytter os sammen i fællesskaber, sætter perspektiv på tilværelsen, og danner os som mennesker i et demokratisk samfund, siger Christian Lauersen, biblioteks- og borgerservicechef i Roskilde Kommune.

To af respondenterne svarede følgende i undersøgelsen:

"På nettet - hvor starter man så? Hvad er redigeret? Hvad er validt? Er er der nogen, der har lavet et ordentligt redaktionelt arbejde? Her på biblioteket ved man, at man bliver præsenteret for relevant stof" - 39-årig mand.

"Jeg kommer forbi for at se, om der er nogen, jeg kender. Jeg kommer her hver dag i stedet for at tage hjem til et tomt hus" - dreng på 13 år.

mh

https://www.dknyt.dkartikel/bibliotekerne-kan-meget-mere-end-udlaan-af-boeger