LEJRE: To ledige direktørstillinger på én gang har fået økonomiudvalget til at beslutte at slanke Lejre Kommunes direktion fra fire til tre direktører, så der kun opslås en enkelt direktørstilling.
Titlen for den kommende direktør bliver vicekommunaldirektør, ligesom den bliver det for nuværende direktør Henrik Nielsen, der har økonomi, job & social samt velfærd & omsorg som sine ansvarsområder. Den kommende direktør får ansvar for børn, unge, kultur og fritid, mens kommunaldirektør Inger Marie Vynne fortsætter på den post.
De ændrede stillingsbetegnelser ændrer ikke på fordelingen af ansvarsområder, men markerer et tværgående ansvar og en styrkelse af samarbejdet på tværs. Besparelsen ved den slankede direktion indgår i de administrative besparelser, der blev besluttet i forbindelse med budget 2019. Borgmester Carsten Rasmussen (S) kalder det 'godt og rimeligt at også den øverste ledelse bidrager' og er samtidig 'sikker på at den nye struktur passer godt til det vi vil med Lejre Kommune'.
- Direktørerne vil arbejde endnu tættere sammen på tværs af faggrænser, og det er vigtigt, når vi som kommune skal skabe det gode liv på landet. De ønsker og behov, som borgerne har, kræver ofte en indsats på tværs af kommunens afdelinger og centre, siger Carsten Rasmussen i en kommentar.
De to direktørstillinger, der nu erstattes af én, blev/bliver ledige, dels da Jan Dehn forlod direktørposten for børn og unge 1. november til fordel for en stilling som børne- og kulturdirektør i Hørsholm Kommune, dels når Hanne Stensen Christensen skipper teknik & miljø samt kultur & fritid for at blive direktør for arbejdsmarked, erhverv og turisme samt plan, miljø og teknik i Stevns Kommune.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.