dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Det er særligt kvinder i København, der angiver stoppesteder og stationer som utrygge.
BARK og UC

Sådan kan trygheden øges på københavnske stationer

En ny undersøgelse viser, at især metrostationer opleves som utrygge blandt københavnerne.
7. DEC 2025 9.53

KØBENHAVN: Stationer og stoppesteder er fortsat blandt de steder i København, hvor flest borgere føler sig utrygge, selv om københavnerne generelt føler sig mere trygge end tidligere. En ny rapport med konkrete anbefalinger skal nu være med til at styrke trygheden på og omkring fire udvalgte stationer.

Rapporten peger blandt andet på bedre belysning, samarbejde med sociale aktører og flere patruljerende vagter i aften- og nattetimerne som generelle virkemidler til at øge trygheden.

Samtidig viser undersøgelsen, at metrostationerne generelt opleves som trygge opholdssteder. De foreslåede tiltag her handler derfor primært om at fastholde den eksisterende tryghed på alle tidspunkter af døgnet.

Overborgmester Lars Weiss (S) bakker op om anbefalingerne.

- For mig er det helt grundlæggende, at alle københavnere føler sig trygge – også når man står alene og venter på toget en sen aften. Den nye rapport giver os et klart og konkret grundlag for, hvor vi kan styrke trygheden på stationerne, og derfor håber jeg også, at vi politisk vil tage anbefalingerne til os og få sat handling bag ordene, siger han.

Anbefalinger til øget tryghed på udvalgte stationer
  • Sydhavn St.: Bedre belysning, sociale viceværter, daglig oprydning, midlertidige opholds- og læmuligheder samt bedre håndtering af migranter, der overnatter på stationen.
  • Husum St.: Mere og bedre belysning, nedklipning af beplantning, etablering af “Safety Zones” på perronen samt hastighedsdæmpning og tydeligere markeringer ved fodgænger- og cykelkryds.
  • Flintholm St.: Tydeligere wayfinding, stærkere belysning, kunst og lys under banen, fast vagtpatruljering samt informationsdesk.
  • Christianshavn St.: Flere indsatser for socialt udsatte, flere arrangementer, mere kunst og belysning, øget vagtbemanding samt blomsterkasser på pladsen.
  • Rapporten er udarbejdet af BARK Rådgivning og Urban Creators. Der er afsat 0,5 mio. kr. i 2024/25 til at undersøge trygheden på københavnske stationer efter ønske fra Københavns Kommunes Ungeråd.
  • Læs hele rapporten her.

Kilde: Københavns Kommune

Økonomiudvalget i Københavns Kommune behandler rapporten på et møde tirsdag den 9. december. Hvis politikerne ønsker at arbejde videre med anbefalingerne, kan Borgerrepræsentationen efterfølgende afsætte midler til de tiltag, der vedrører kommunen. Det vil i givet fald ske gennem budgetnotater til enten Overførselssagen i foråret eller til Budget 2027.

Derudover kan der etableres samarbejde med DSB om de anbefalinger, der vedrører jernbanen, ligesom der kan søges midler fra Transportministeriets pulje til mere trygge, attraktive og grønne stationer.

Tidligere er der blandt andet afsat midler til indsatser ved Nørrebro Station og Vesterport Station. Økonomiforvaltningen vil gå i dialog med både Metroselskabet og DSB om forslagene.

SRS

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/saadan-kan-trygheden-oeges-paa-koebenhavnske-stationer

GDPR