
AALBORG: I Aalborg sætter man ikke folk på gaden. Det er meldingen fra kommunen, der har besluttet at hjælpe unge kontanthjælpsmodtagere, som får halveret deres månedlige overførelsesindkomst i forbindelse med reformen.
For både udsatte unge under 30 år og familier med gensidig forsørgelsespligt betyder de lavere ydelser, at adskillige i dag eller i nærmeste fremtid ikke kan betale sig til tag over hovedet, fortæller socialchef Hanne Husted Manata til dknyt.
- Vi kan se, at nogle har udgifter, der er højere end indtægterne med den nye kontanthjælpsreform. Og med de lavere ydelser, som reformen medfører, står nogle i alvorlig knibe i forhold til at betale deres husleje eller måske allerede påløbne huslejerestancer, siger hun.
Hellere hjælpe nu end senere
Sammen med kontanthjælpsmodtageren er opgaven for sagsbehandlerne at finde steder, hvor borgeren kan spare i de daglige udgifter eller finde en ny en billigere bolig. I den situation er huslejehjælpen præventiv for både den udsatte borger og kommunen, fortæller Hanne Husted Manata.
- Vi vil hellere hjælpe økonomisk nu, mens der bliver fundet andre løsninger for borgeren end lade dem blive sat ud af deres bolig. I sidste ende bliver det både en ulykkelig situation for kontanthjælpsmodtageren og også dyrt for kommunen. For så står kommunen alligevel med genhusningsforpligtigelsen, og så kan vi starte forfra igen.
Dyrere boliger skærper problemet
Beslutningen kommer, samtidig med et af Jyllands største boligselskaber, Himmerlands Boligforening, er i færd med at renovere omkring 1000 lejligheder i Aalborg, som medfører højere husleje. Samtidig har kommunen selv opført 5000 nye studieboliger de senere år. Og begge dele giver nu bagslag for den mest udsatte gruppe af unge, erkender rådmand for Familie- og Beskæftigelse Mai-Britt Iversen (S) over for Hus Forbi.
- Det er kontroversielt, at de stærkeste unge har ret til ungdomsboliger, men de svageste har ikke. Loven sørger ikke for boliger til unge på kontanthjælp, selvom deres ydelse nu er sat ned. De har heller ikke mulighed for at optage lån, fordi de ikke er i uddannelse.
Husleje-hjælpen kommer til at omfatte både unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år og familier på kontanthjælp. Foreløbig gælder praksissen hele 2014, mens der i løbet af året vil blive taget stilling til, om hjælpen skal række ind i 2015.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.