Der bliver sat ny rekord, når vælgerne skal sætte deres kryds ved kommunal- og regionsrådsvalget til november, skriver Mandag Morgen.
Aldrig har så mange udenlandske statsborgere haft mulighed for at stemme ved et valg som denne gang.
Næsten en halv million udlændinge, 478.155, har mulighed for at sætte deres kryds på stemmesedlen. Det svarer til hver tiende vælger på landsplan og er næsten en fordobling i forhold til valget for 16 år siden.
Det rekordstore antal udenlandske vælgere åbner muligheder for lokale kandidater, der kan få et supervalg, hvis de formår at mobilisere disse store vælgergrupper. Men det bliver en hård kamp.
- De mange stemmeberettigede udenlandske statsborgere udgør et kæmpestort potentiale. Også fordi valgdeltagelsen er ekstremt lav for nogle af disse grupper. Ved seneste valg var det for eksempel kun 11 til 13 procent af de udenlandske statsborgere fra lande som Polen og Rumænien, der stemte, siger professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet til Mandag Morgen.
- Så politikerne behøver ikke engang at overbevise dem om, at det parti, de måske stemte på sidste gang, er noget skidt. De skal bare overtale dem til at komme op af sofaen, tilføjer han.
Kommuneforskelle
Der er dog stor forskel på tværs af landet.
I København har over 100.000 udenlandske statsborgere mulighed for at stemme. Det svarer til 19 ud af 100 stemmeberettigede vælgere. I Ishøj er det 26 ud af 100. Mens det kun er 6 ud af 100 vælgere i en typisk nordjysk kommune, viser tal fra Danmarks Statistik.
Meget kunne tyde på, at de røde partier vil have størst vælgermæssig gevinst, hvis flere udenlandske vælgere stemmer ved valget, forklarer en anden valgforsker Rune Stubager, professor ved Aarhus Universitet.
- Hvis vi overfører resultaterne fra det seneste folketingsvalg, vil det være til størst fordel for partier på venstrefløjen. Både folk med vestlig og ikke-vestlig baggrund er mere tilbøjelige til at stemme på partier i rød blok end den generelle befolkning. Især folk med ikke-vestlig baggrund, siger Rune Stubager.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.