Landets kommuner lægger sig tilsyneladende mere i selen end nogensinde før for at tækkes virksomheder. I hvert fald viser Dansk Industris (DI) årlige landsdækkende erhvervsklimaundersøgelse, at virksomhederne aldrig har været mere tilfredse med den service og de vilkår, som kommunerne tilbyder dem.
I årets undersøgelse siger tre ud af fire virksomheder, at de er blevet mere tilfredse med kommunernes erhvervsvenlighed. Det er det bedste resultat i de seks år, DI har lavet undersøgelsen.
- Virksomhederne er blevet mere tilfredse på stort set alle områder. Det glæder mig især, at det også gælder dialogen med både politikere og embedsmænd, siger administrerende direktør i DI, Karsten Dybvad, i en pressemeddelelse.
- Kommunerne og virksomhederne har indset, at en åben og tillidsfuld snak er en forudsætning for et godt samarbejde og et godt lokalt erhvervsklima, siger han.
God erhvervsservice betaler sig
Undersøgelsens konklusioner er dels baseret på svar fra over 7000 virksomhedsledere, dels på mere statistiske størrelser som skattetryk, grundskyld og skabelse af nye arbejdspladser.
- Resultatet viser, at det kan betale sig for kommunerne at have en god erhvervsservice. Fælles for de midtjyske kommuner er, at de også er placeret i toppen, når det gælder om at trække nye virksomheder til deres kommune - og til at holde på dem, de har, siger Karsten Dybvad.
For første gang peger virksomhederne i år på arbejdskraft som det næstvigtigste område, kommunerne bør prioritere de kommende år, kun overgået af infrastruktur.
- En af kommunernes store opgaver er at hjælpe virksomhederne med at tiltrække de medarbejdere, de har brug for, siger DI-direktøren, der blandt andet peger på behovet for at styrke jobcentrenes kontakt til både virksomheder og ledige.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.