Med initiativet Kunst til Folkeskolen forærer Ny Carlsbergfondet cirka 600 værker fra sin kunstbeholdning til folkeskoler over hele landet – helt gratis og uden besvær for skolerne.
Det drejer sig bl.a. om værker af Bjørn Nørgaard, Kirstine Roepstorff, Ragnhild May, HuskMitNavn, Katrine Ærtebjerg, Tal R, Per Kirkeby samt mange andre.
- Ny Carlsbergfondet har i næsten 125 år arbejdet ud fra den samme idé: at kunsten skal være dér, hvor mennesker er. Med Kunst til Folkeskolen vil vi sende kunsten helt ind i hjertet af børns hverdag – ind i klasselokaler, på gange og i fællesrum, siger Michael Thouber, direktør for Ny Carlsbergfondet.
En naturlig del af skolen
Initiativet kommer af et ønske om, at børn og unge skal møde kunst som en naturlig del af deres skoletid. Fonden får ofte ansøgninger fra mange forskellige institutioner, men sjældent fra folkeskolerne.
- Kunst kan vække nysgerrighed, skabe samtaler og åbne nye perspektiver. Vi tror på kunst som en kraft, der kan skabe kritiske borgere med et nuanceret blik på verden. Derfor er kunsten også vigtig i folkeskolen, og vi håber med initiativet at bidrage til, at børn og unge over hele landet vil få nogle kunstneriske oplevelser, de tager med sig videre i livet, siger Michael Thouber.
Hos foreningen Danmarks Billedkunstlærere er der stor opbakning til initiativet. Landsformand Lykke Østrup Andersen fortæller, at foreningen er glad for, at der kommer mere opmærksomhed på. at kunst og billeder spiller en vigtig rolle i børns og unges liv.
- Når værkerne kommer ud at hænge permanent på skolerne, giver det anledning til fælles samtaler, inspiration og oplevelser, der kan styrke elevernes fantasi både i og uden for undervisningen. Derfor bakker vi varmt op om initiativet, siger Lykke Østrup Andersen, der til daglig arbejder som lærer på Holbergskolen i København.
Kunst til Folkeskolen
- Ny Carlsbergfondet forærer ca. 600 værker til folkeskoler i hele landet.
- Ny Carlsbergfondet sørger for kunstværker, transport, ophængning og introduktion. Skolerne skal blot finde et egnet sted og tage imod kunsten.
- Kunstværkerne er af højeste kvalitet og erhvervet af fondet gennem årene.
- Kunstværkerne er bl.a. af Eske Kath, Katrine Ærtebjerg, Ragnhild May, Tal R, Per Kirkeby, Asger Jorn, Nanna Hertoft, Annette Olesen, Erik A. Frandsen og mange andre.
- Kunstværkerne udvælges i tematiske pakker, der kan indgå i undervisningen.
- Skoler kan søge via fondets hjemmeside fra 12. november 2025 til 1. februar 2026.
- Kunstværkerne er både værker til væggene og skulpturer til opsætning.
Kilde: Ny Carlsbergfondet.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.



















