
'Restauranter med panoramaudsigt ud over den unikke danske natur eller arkitektoniske badehoteller tæt på vandet. Kun fantasien bør sætte grænser for de projekter ved Danmarks kyster, der skal være med til at vende den dårlige udvikling, hvor stadig færre turister vælger Danmark på trods af smukke kyster, en uberørt natur og et rigt fugle- og dyreliv.'
Sådan lyder indledningen i pressematerialet fra Miljøministeriet, der nu udmønter den politiske aftale om at slippe grebet en kende om naturbeskyttelsen på ti udvalgte lokationer ved kysterne.
I de seneste ti år har antallet af udenlandske turister ved de danske kyster været i konstant tilbagegang. Den udvikling skal vendes, og derfor aftalte regeringen i juni måned med V, DF og K at lave en forsøgsordning, hvor ti projekter fra kyst- og naturkommuner kan få tilladelse til at bygge besøgscentre, kurbade, restauranter med panoramaudsigt, udsigtspunkter eller andre inspirerende og kreative projekter ved de danske kyster, lyder det videre.
- Jeg ved, det kan lade sig gøre, for i både Sverige og Norge har man med succes lavet udsigtspunkter, naturobservatorier og andet, der lokker turisterne til for at opleve den smukke kystnatur. Det kan også lykkes i Danmark uden at det går ud over naturen. Og vi kan i Danmark sagtens levere det, turisterne efterspørger, for vi har masser af gode, lokale råvarer, en natur, som er helt unik i Europa, og vi har hav og strand. Men vi har måske for få wow-oplevelser, hvor man virkelig bliver blæst omkuld. Så mit råd til kommunerne er, at de skal tænke stort, men også komme med ansøgninger, der tager hensyn til den omkringliggende natur, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
Det er desuden et krav, at projekterne skal opføres i tilknytning til øvrige turistmæssige aktiviteter for at sikre størst mulig synergi og samspil og understøtte en samlet udvikling i området.
Der kan gives dispensation fra planlovens regler om kystnærhedszonen og naturbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelse og klitfredning. Andre regler i planloven og lovgivningen i øvrigt skal fortsat følges.
Der bliver to ansøgningsrunder. Fristen for første ansøgningsrunde er den 15. januar 2015.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.