AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

Kommuner svigter beredskab for sårbare: Kun få øver med frontpersonalet

Blot hver syvende danske kommune har i løbet af det seneste halve år afholdt beredskabsøvelser for sårbare borgere, hvor det personale, der til daglig står med ansvaret i plejen, har medvirket.
4. MAJ 2026 13.38

Ansatte, der skal handle og hjælpe sårbare borgere, når krisen rammer, bliver alt for sjældent trænet og inddraget. Kun hver syvende kommune har det seneste halve år gennemført beredskabsøvelser for sårbare borgere med deltagelse af medarbejdere på gulvet.

Det viser en rundspørge fra Fagbladet FOA trods klare anbefalinger om at få netop dem med.

- Det halter gevaldigt,  siger FOA's næstformand Thomas Enghausen til Fagbladet FOA.

- Når man kun holder beredskabsøvelser for ledere, har man glemt medarbejderne. Man kan læse sig til rigtig mange ting, men lige med den her slags ting skal man prøve det på egen krop, tilføjer han.

I de anbefalinger Styrelsen for Samfundssikkerhed sendte ud til kommuner og regioner sidst i oktober 2025 var der ellers en tydelig opfordring til at holde flere øvelser på området.

Alligevel er det blot 23 ud af de 66 kommuner, der har deltaget i Fagbladet FOA's rundspørge, som svarer, at de inden for det seneste halve år har afholdt en beredskabsøvelse for sårbare borgere.

I 13 af de 23 kommuner har øvelserne været for ledere, mens det i ni kommuner har været for både ledere og menige medarbejdere, for eksempel sosu-ansatte. Én kommune har ikke specificeret, hvem der deltog i beredskabsøvelsen.

Flere øvelser frem mod sommeren

Ifølge professor i velfærdspolitik ved RUC Tine Rostgaard tyder alt på, at det er en god idé at involvere de personer, der skal løse konkrete opgaver, i beredskabsøvelserne.

- Jo tættere man er på planerne, og jo bedre man kender dem, desto nemmere er det også at udføre dem, siger hun til Fagbladet FOA.

I Kommunernes Landsforening (KL) ser formand for Kultur-, Erhverv- og Samfundssikkerhedsudvalget Lone Loklindt også gerne, at andelen af kommuner, der allerede havde afholdt beredskabsøvelser i forhold til sårbare borgere, er højere.

- Men jeg hæfter mig ved, at rigtig mange er i gang med at planlægge, og at mange også har gennemført øvelser. Det betyder, at vi i kommunerne jo tager det meget alvorligt, siger hun til Fagbladet FOA.

- Vi har hele tiden sagt, at det er meget vigtigt, at de medarbejdere, der er tæt på borgerne, skal være involveret. Men det er også vigtigt, at lederne deltager, for man skal jo øve hele sin krisestab. Det skal ikke være enten-eller, tilføjer hun.

Fagbladet FOA's undersøgelse blandt kommunerne viser, at der frem mod sommerferien vil være endnu flere kommuner, som afholder beredskabsøvelser for sårbare borgere.

Ved begyndelsen af sommerferien vil omkring 60 procent af kommunerne have afholdt en sådan øvelse en eller flere gange siden oktober 2025.

54 af de 66 kommuner, som har svaret i undersøgelsen, vil desuden afholde ‘lidt flere’ eller ‘langt flere’ beredskabsøvelser i forhold til sårbare borgere i det kommende år.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kommuner-svigter-beredskab-for-saarbare-kun-faa-oever-med-frontpersonalet

GDPR