
NORDJYLLAND: Region Nordjylland har udpeget en ny projektdirektør, der skal styre og færdiggøre Hospitalsbyen i Aalborg Øst, der længe har været ramt af byggeproblemer. Det bliver Asger Schou, der kommer fra en stilling i Region Midtjylland som projektdirektør på Regionshospital Gødstrup, oplyser regionen.
Som tidligere omtalt forlod den tidligere projektdirektør Martin Kjær jobbet i september sidste år efter bl.a. udtalelser om byggeriets kvalitet og påbud fra Arbejdstilsynet efter klager over "frygtbaseret" ledelse fra medarbejdere.
I 2024 overtager regionen alle dele af byggeriet med fokus på indflytning og åbning, oplyser regionen nu. Efter planen forventes det ny universitetshospital i Hospitalsbyen at være klar til drift i 2026, hvor de første patienter modtages.
Udover at have været projekdirektør på byggeriet af hospitalet i Gødstrup har han tidligere som byggechef været med til at gennemføre det ny Aarhus Universitetshospital, og var byggechef på en ny akutmodtagelse til Hospitalsenhed Midt i Viborg.
- Region Nordjylland kunne ikke ønske sig en bedre kandidat til jobbet. Når vi kan ansætte en kapacitet som Asger Schou med den kompetence og erfaring, han har fra lignende projekter, vidner det om et stort og yderst kvalificeret felt af ansøgere til stillingen, siger konstitueret koncerndirektør Kim Mikkelsen i Region Nordjylland, som har været formand for ansættelsesudvalget.
Asger Schou er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet og havde sine første ansættelser i nordjyske virksomheder. Siden har han høstet erfaring med flere typer af byggerier – både offentlige og private – og har løbende videreuddannet sig inden for ledelse, økonomi og jura med afsæt i styring og ledelse af mega-projekter.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.