SYDDANMARK: Efter Region Syddanmark søndag anmeldte Dao til Datatilsynet for muligt brud på persondatasikkerhed, har de to parter holdt møde mandag.
Det bekræfter koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen i en udtalelse til Ritzau.
Selvom Dao i en pressemeddelelse søndag udelukkende omtalte fejlene som menneskelige fejl, har koncerndirektøren ikke samme syn på sagen efter mødet.
- Det er vores vurdering ud fra snakken med Dao, at der både har været tale om udfordringer med deres organisering og menneskelige fejl, udtaler Kurt Espersen.
Han fortæller, at Dao lagde sig fladt ned og indrømmede, at de ikke havde udvist "rettidig omhu".
- På mødet fik vi vendt de klare udfordringer, vi har oplevet, inklusiv problemer med patientsikkerheden og mulige brud på persondatasikkerheden, og vi har fået en uforbeholden undskyldning, siger koncerndirektøren.
Øget fokus
Ud over den uforbeholdne undskyldning fortæller Kurt Espersen også, at Dao har sat gang i en lang række tiltag for at sikre, at problemerne bliver løst. Det involverer blandt andet et øget ledelsesmæssigt fokus på omdelingen.
Anmeldelsen af Dao til Datatilsynet kom på baggrund af, at regionen flere gange havde konstateret, at post med følsomme personoplysninger var blevet stillet på offentligt tilgængelige steder.
Selvom der indtil videre ikke er nogen tegn på, at de mulige sikkerhedsbrud er blevet udnyttet, valgte regionen søndag alligevel at anmelde Dao på grund af risikoen.
Kurt Espersen anerkender, at det er forventeligt, at der i en overgang med så stor en opgave som omdeling af post for en region kan opleves udfordringer og behov for tilpasninger i opstartsforløbet.
- Vi har også fra tid til anden oplevet udfordringer før i tiden, men det, vi har oplevet i forhold til Daos overtagelse, har både i omfang og alvorlighed givet anledning til både stor bekymring og anmeldelser til Datatilsynet, udtaler han.
Det er også årsagen til, at regionen valgte at indkalde Dao til et møde mandag.
Dao og Region Syddanmark skal mødes igen om 14 dage for at følge op på problemet og de initiativer, Dao kommer til at iværksætte efter mandagens møde.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.









