
BALLERUP: Byrådsmedlem Musa Kekec (S) fra Ballerup Kommune holder fast i, at han vil melde sig ud af Socialdemokratiet, hvis Frederik Vads indvandrerkritiske udtalelser er udtryk for partiets officielle linje.
- Vi har brugt vores demokratiske rettigheder og kommunikationskanaler til at komme i dialog med hovedbestyrelsen. Og hvis vi ikke oplever, at de tager imod, så står vi i en situation, hvor gruppen samlet vil forholde sig til, hvorvidt vi kan se os selv i partiet eller ej.
- Jeg melder mig ud, hvis vi ikke kommer videre derfra, lyder det fra Musa Kekec.
Ti medlemmer i partiets bagland har i forrige uge skrevet et brev til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, hvor de kritiserer Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, for at stigmatisere udlændinge i Danmark.
Et brev som de stadig ikke har fået svar på. Ifølge Musa Kekec har gruppen, som blandt andet består af medlemmer i kommunalbestyrelser, givet hovedbestyrelsen deadline til på søndag til at vende tilbage på deres henvendelse.
Vil gå forrest
Hvis de ikke har hørt fra hovedbestyrelsen inden, eller hvis hovedbestyrelsen ikke vil gå i dialog om emnet, så ser Musa Kekec ikke nogen grund til blive i partiet.
Frederik Vad har blandt andet udtalt sig om, at man som udlænding i Danmark nok kan have uddannelse og job, men at der alligevel er tilfælde, hvor tilsyneladende velintegrerede indvandrere modarbejder danske værdier. Statsminister Mette Frederiksen (S) har meldt ud, at hun bakker op om Vads udtalelser.
Musa Kekec kan ikke svare på, hvorvidt de ni øvrige i gruppen vil følge trop og melde sig ud af Socialdemokratiet.
- Jeg vil gå forrest. Men jeg kan jo kun tale på vegne af mig selv.
Byrådsmedlemmet ved endnu ikke, hvad fremtiden bringer for ham, hvis han ender med at melde sig ud af Socialdemokratiet. I hans egen kommune kan det dog få betydning for Socialdemokratiets flertal, hvis hans partikollega Ozcan Kizilkaya følger trop. Og det er der noget der tyder på kan ske, skriver SN.dk.
Hør interviewet med Musa Kekec i det seneste afsnit af Kort Fortalt, hvor han sætter flere ord på sin utilfredshed med Frederik Vads udtalelser:
/ritzau/lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.