HOVEDSTADEN: Fremtidige, psykiatriske diagnoser hos børn kan identificeres allerede i spædbarnsalderen. Det viser undersøgelsen 'Børns mentale helbred og sundhed', som bygger på et omfattende datagrundlag, der gør det muligt at følge børns udvikling fra de bliver født til udskolingen.
Rapporten er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed på vegne af Region Hovedstaden. Den giver en unik mulighed for at se, om de ting, sundhedsplejersken holder øje med hos spædbørn, har indflydelse på børnenes mentale helbred, når børnene bliver større.
- Undersøgelsens resultater fortæller os, at sundhedsplejerskerne allerede i det første leveår kan identificere nogle af de mentalt sårbare børn, som senere bliver diagnosticeret med en udviklingsforstyrrelse eller en psykisk lidelse, forklarer projektleder Trine Pagh Pedersen fra Statens Institut for Folkesundhed, som er medforfatter til undersøgelsen.
Behov for tidlig indsats
Resultaterne peger på et behov for tidlig indsats og undersøgelsen konkluderer, at der er behov for 'øget opmærksomhed på disse sårbare spædbørn og på hjælp til deres forældre'.
- Det er tydeligt, at vi skal sætte ind tidligt for at hjælpe de børn, som vi kan se, er sårbare tidligt i livet. Alt for mange børn og unge døjer med mistrivsel, og vi skal gøre mere for at forebygge, at børn og unge ender i behandlingsforløb i psykiatrien, siger Sophie Hæstorp Andersen (S) regionsrådsformand i Region Hovedstaden og formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner.
Undersøgelsen viser blandt andet en sammenhæng mellem psykiatriske diagnoser inden otteårsalderen, og at en sundhedsplejerske i første leveår har registreret, at der er bemærkninger til barnets kommunikation og sprog.
Undersøgelsen konkluderer desuden, at langt de fleste børn trives og udvikler sig godt, uden tegn på mentale helbreds- eller sundhedsproblemer. Men for en lille gruppe, særligt sårbare børn er den tidlige opsporing og indsats afgørende.
- Undersøgelsen giver os en ny viden om, hvilke sammenhænge det er vi, som sundhedsplejersker, skal være opmærksom på og hvor vigtigt det er, at vi sætter ind tidligt, så vi kan forebygge mistrivsel og psykisk sygdom, siger Pia Rønnenkamp, der fagchef for sundhedsplejen i Brøndby Kommune og formand for Databasen Børns Sundhed, som er den database, som undersøgelsen bygger på.
Undersøgelsens konklusion understreger, at sundhedsplejerskerne har en central rolle og et forebyggelsespotentiale, når det drejer sig om tidlig opsporing og målrettede indsatser for de mest sårbare.
Sundhedsplejerskernes særlige rolle er også noget, som Sophie Hæstorp Andersen fremhæver.
- Vi har et unikt system i Danmark, hvor sundhedsplejerskerne kommer ud i alle hjem, og denne undersøgelse giver vigtigt input, som med fordel kan udnyttes fremadrettet.Rapporten lægger op til et yderligere samarbejde mellem regionerne og kommunerne, hvor viden fra den regionale psykiatri kan bidrage til de kommunale sundhedsplejerskers indsats og hjælp til sårbare spædbørn og deres forældre, siger hun.
MG
Rapportens resultater
- Undersøgelsen bygger på ikke direkte personhenførbare data fra 33 kommuner - heraf 27 kommuner i Region Hovedstaden.
- 47.167 børn indgår i undersøgelsens analyse af mentale helbredsproblemer diagnosticeret i hospitalsvæsenet.
- Forekomsten af børn med bemærkninger til bl.a. søvn, spisning og gråd er størst for børn i familier med få socioøkonomiske ressourcer.
- Ved otte- til timånedersalderen registrerer sundhedsplejersken bemærkning til: søvn/døgnrytme hos 6,8 pct. af børnene, ernæring/spisning hos 18,0 pct. og bemærkning til uro/gråd hos 0,7 pct.
- 5,5 pct. af børnene har en lav generel trivsel ved skolestart og 11,1 pct. har en lav skoletrivsel.
- Drenge, der ikke bor med begge forældre, har lavere generel trivsel og lavere skoletrivsel end gennemsnittet.
- 7,6 pct., af børnene har problemer i forholdet til jævnaldrende i den periode, hvor de starter skole.
Fakta
- Region Hovedstaden Psykiatri har stor bevågenhed på den store stigning af børn og unge med psykiatriske lidelser og har flere igangværende samarbejdsprojekter med regionens kommuner med henblik på tidlig opsporing af psykisk sygdom, diagnostik og forebyggelse.
- Stime er et satspuljeprojekt med formål at fremme trivslen hos børn og unge med psykiske vanskeligheder. Projektet er initieret af Region Hovedstadens Psykiatri, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center og syv af regionens kommuner.
- Projektet VIA Family fokuserer på en tidlig indsats rettet mod børn af forældre med psykisk sygdom, som har en markant højere risiko for at udvikle sygdom senere i livet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.