Fredag får kommuner og regioner besked om de tilskuds- og udligningsbeløb, som gælder for 2024, oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
I 2024 fordeles et samlet statsligt tilskud på 80,1 mia. kr. til kommunerne. For regionerne fordeles et statsligt tilskud på 116,7 mia. kr. til at finansiere sundhedsområdet og 2,3 mia. kr. til at finansiere udviklingsopgaver.
- For godt en måned siden indgik vi sammen med KL og Danske Regioner økonomisk ansvarlige økonomiaftaler for det kommende år, og nu får kommuner og regioner de konkrete tilskudsbeløb, som de kan lægge budget efter. Her indgår også ekstra penge til at styrke likviditeten i regionerne, og særligt vanskeligt stillede kommuner kan søge om særtilskud fra en særligt høj pulje for 2024, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
Særtilskud til august
Puljen med særtilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner er i 2024 ekstraordinært forhøjet med 350 mio. kr. så den nu udgør 734,4 mio. Forhøjelsen er aftalt med KL for at imødegå udfordringer i de mest vanskeligt stillede kommuner.
Puljen vil kunne søges til august, og på baggrund af anbefalinger fra ekspertudvalget på socialområdet, vil kommunerne kunne søge om lån til at udvide botilbudskapaciteten på det specialiserede socialområde i 2024.
Også regionerne vil til august kunne søge om refinansiering af regionale afdrag. Her er en pulje efter aftale med Danske Regioner forhøjet med 300 mio. kr. til 950 mio. kr.
Derudover er der et ekstraordinært finansieringstilskud på 1,5 mia. kr. til at styrke likviditeten - samt aftalte midler til et samlet dobbeltdiagnosetilbud og omlægning af særlige pladser i psykiatrien.
Se mere om Kommunal udligning og generelle tilskud i 2024 her
Se mere om Generelle tilskud til regionerne 2024 her
Andre centrale punkter i udmeldingen 2024:
- En ny neutraliseringsordning som følge af nyt ejendomsvurderingssystem er indarbejdet i tilskudsudmeldingen. Der er med baggrund i lov nr. 679 af 3. juni 2023 gennemført ændringer i udligningen af kommunernes beskatningsgrundlag mhp. at undgå udligningsmæssige konsekvenser ved ophævelsen af stigningsbegrænsningen for grundværdierne i perioden 2024-2028.
- Tilskudsudmeldingen indeholder også kompensationsbeløb til de kommuner, der har et nettotab som følge af en ændring i dækningsafgift ved nyt ejendomsvurderingssystem. Kompensationen indgår i økonomiaftalen for 2024.
- Med udmeldingen angives en række centrale tal for kommunernes skattefastsættelse for 2023, herunder det statsgaranterede udskrivningsgrundlag.
- Kommuner med indfaset tab på udligningsreformen for 2024 kan opnå dispensation til at forhøje indkomstskatten uden risiko for individuel sanktion. Med henblik på en uændret skat er der afsat tilskud til at understøtte tilsvarende nedsættelser af indkomstskatten.
- Der er med udmeldingsbrevet angivet ansøgningsfrister og vilkår for særtilskud, skatterammer samt ansøgning til lånepuljer.
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.