Der afsættes nu 92 millioner kroner til at skabe mere liv i danske bymidter. Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Pengene fordeles på 15 projekter i 16 byer over hele landet og er anden og sidste runde af midler fra Indstillingsudvalg for bæredygtig byudvikling under Erhvervsministeriet.
Baggrunden er et stigende antal tomme butikslokaler. I 2025 nåede udbuddet af erhvervslejemål det højeste niveau i 22 år, og det presser især mindre byer. Sidste år blev knap 50 millioner kroner fra EU’s Regionalfond fordelt til bymidter, og nu følger altså yderligere 92 millioner kroner.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) kalder udviklingen med lukkede butikker og tomme lokaler for uholdbar og understreger, at der skal være liv i hele landet.
- Lukkede butikker og tomme lokaler i centrum af danske byer er skadeligt for vores lokalsamfund. De seneste mange år er det gået den forkerte vej. Det går ud over den lokale udvikling og arbejdspladser. Det er uholdbart. Vi skal have vendt udviklingen og gjort vores bymidter attraktive, så de ikke syner hen, siger han.
Også minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) peger på, at levende bymidter er afgørende for fællesskab og lokal sammenhængskraft.
- Det er en trussel mod fællesskabet i mange mindre byer. Når bymidter mister liv, mister byerne noget af deres sammenhængskraft, og det er det, vi nu tager fat på, siger han.
Midlerne går blandt andet til projekter i byer som Nyborg, Korsør, Tønder, Nykøbing Falster og Brønderslev.
LGN
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










