I alt går elleve ansøgninger af sted til Velfærdsministeriet, som er det ministerium, der behandler ansøgningerne og giver tilladelserne.
Forenkling af dokumentationskrav
De fleste af ansøgningerne drejer sig om forenkling af procedurer og dokumentationskrav inden for forskellige områder af Sundhed og Omsorgs virke. De er således fint i tråd med formålet med udfordringsretten, som er et led i regeringens afbureaukratiseringsprogram. De elleve forslag fra Sundhed og Omsorg kommer fra medarbejderne, efter opfordring fra ledelsen.
- Jeg håber virkelig, at velfærdsminister Karen Jespersen kan se ideen i vores forslag. Vi har i forvejen sat et stort afbureaukratiseringsarbejde i gang med projektet Kontrolfri Zone, og forslagene udspringer i høj grad herfra. Alle forslagene udfordrer den gældende lovgivning, primært inden for sygepleje, tilsyn samt pension og boligstøtte. Fælles for forslagene er også, at de peger på unødig dokumentation og bureaukrati. Det gode er, at alle forslagene kommer fra medarbejderne, som arbejder med tingene til hverdag og virkelig ved, hvor skoen trykker, fortæller Sundheds- og omsorgsrådmand Dorthe Laustsen (SF).
- Et godt eksempel er forslaget om at lempe dokumentationskravet i borgernes journaler, så kun det relevante dokumenteres. I dag stilles der krav fra Sundhedsstyrelsen om, at samtlige elleve problemområder i Vejledning om sygeplejefaglige optegnelser skal dokumenteres, også selv om kun nogle få af problemområderne er relevante for den enkelte borger. Det virker fuldkommen tosset, at medarbejderne skal bruge tid på at dokumentere, at der ikke er noget at dokumentere. Sådan er der mange ting i lovgivningen, der uden problemer kan laves om, og hvis vi med vores forslag kan være med til at få nogle regler og paragraffer forenklet eller helt afskaffet, får medarbejderne mere tid til det vigtigste: kontakten til og omsorgen for borgerne, understreger Dorthe Laustsen.
Fakta om ansøgningerne fra Århus
De elleve ansøgninger drejer sig, kort og forenklet fortalt, om:
* at en privat leverandør, der er godkendt til at levere praktisk hjælp til borgerne, også skal kunne give borgerne bad, hvis borgeren er visiteret til det og ønsker, at den pågældende leverandør varetager opgaven.
* at reglerne for det kommunale tilsyn med lokalcentre og plejeboliger forenkles, så de steder, der får den højeste vurdering, ikke automatisk får uanmeldt tilsyn det efterfølgende år, samt at det anmeldte tilsyn ikke foretages ved vurderinger i de tre bedste kategorier. Desuden foreslås det, at tilsynet arbejder ud fra fem vurderingskategorier i stedet for de nuværende fire.
* at dokumentationen af medicinlisterne forenkles, så hjemmesygeplejersken f. eks. ikke skal dokumentere den medicin, der i forvejen er dokumenteret i borgerens lægejournal.
* at hjemmesygeplejerskernes opgaver i forbindelse med insulingivning forenkles.
* at sygeplejerskerne får større råderum med hensyn til at afgøre, hvad der er væsentligt at dokumentere i forhold til den enkelte borger.
* at dokumentation for beskæftigelseskravet ved udskydning af udbetaling af folkepension fjernes, og at reglerne ændres, så borgerne ikke er skal søge om folkepensionen, før de ønsker at få den udbetalt.
* at kravet om dokumentation af alle husstandsmedlemmers indkomst- og formueforhold i boligstøttesager lempes, da de forbedrede kontrolmuligheder gør det overflødigt.
* at reglerne om, hvornår kontanthjælpsmodtagere kan få boligstøtte, afskaffes eller forenkles, da de i dag er administrativt tunge og medfører unødvendigt dobbeltarbejde.
* at reglerne om urimelig høj husleje afskaffes eller forenkles. I dag skal kommunen vurdere, om huslejen er urimelig høj, når den bevilger boligstøtte. Det foreslås, at de objektive kriterier i boligstøtteloven bruges i stedet for.
* at opgørelsen af lejeres boligudgift til beregning af boligstøtte forenkles.
* at det fastsættes, at boliger skal være registreret i BBR, før der kan gives boligstøtte.
De elleve ansøgninger skal nu – sammen med formentlig hundredvis af andre forslag fra resten af landets kommuner – behandles i Velfærdsministeriet. De første forsøg forventes at gå i gang medio 2009.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.