
Tre finder den acceptabel og tre ved ikke.
De 15 borgmestre repræsenterer kommuner med i alt ca. 750.000 indbyggere. Otte af dem er socialdemokrater, tre af dem venstremænd og to er fra lokallister.
Et spørgsmål lød: "Inden for de rammer, der hedder, at regeringen fører en meget stram økonomisk politik, er aftalen så efter din opfattelse acceptabel".
Borgmester Uffe Steiner (S), Fredericia Kommune, siger nej med eftertryk:
- Vi får med stor sandsynlighed serviceforringelser. Så al snak fra regeringen og Dansk Folkeparti om mere velfærd og serviceforbedringer på f.eks. ældreområdet må simpelthen høre op. Ellers kender hykleriet ingen grænser. Det er helt klart, at regeringen og Dansk Folkeparti strammer den økonomiske skrue mere og mere til. Så mens økonomien buldrer afsted, så forringes den offentlige service. Helt uforståeligt for almindelige mennesker, lyder det fra Fredericia.
Heller ikke Knud Gether, SLU-formand for Langeland Kommune (lokalliste) mener, at aftalen hænger sammen i forhold til borgernes forventninger.
- Det er en stram aftale, hvor der ikke er sammenhæng mellem på den ene side regeringens og borgernes forventninger til service og på den anden side de økonomiske vilkår for kommunerne.
Minimal-aftale
Borgmester og SLU-formand i Aalborg Kommune, Henning G. Jensen (S) bemærker, at aftalen giver "for dårlige vilkår at drive kommuner under".
Blandt skeptikerne er også SLU-formand for den kommende Assens storkommune og tidligere formand for kommuneforeningen i Fyns Amt, Finn Brunse (S).
- Aftalen dækker langt fra de udgifter, som kommunerne står overfor i forbindelse med sammenlægninger samt demografien.
Formand for SLU i Syddjurs Kommune, Vilfred Friborg Hansen (S), kritiserer også det minimale økonomiske råderum, som han kalder det.
- For kommuner med befolkningstilvækst betyder aftalen reelt minus-vækst. At regeringen spiller ud med nærmest ingenting, for derefter dog at give lidt, bør ikke imponere kommunerne og få dem til at juble over en minimal-aftale som denne, mener han.
Venstre-borgmestre mere positive
Venstre-borgmestrene bakker i højere grad op om aftalen.
Naturligt nok Hernings Lars Krarup, der som medlem af KL?s bestyrelse selv har været med til at godkende aftalen.
Også Gylling Haar, SLU-formand for ny Varde bakker op og roser, at puljepengene nu lægges om til bloktilskud. Han mener, at den manglende plads til serviceforbedringer i aftalen var forventelig.
Flemming Eskildsen fra samme parti, SLU-formand for ny Skive, siger både ja og nej til, hvorvidt aftalen er acceptabel.
- Driftsøkonomien skal være stram, men vi kunne godt have fået lidt hjælp til sammenlægningen, siger han.
Rigtigt at tage ansvar for aftalen
Selv om aftalen således ikke ligefrem får mange rosende ord med på vejen, mener flertallet af borgmestrene dog ikke, at KL burde have sagt nej til aftalen og ladet regeringen tage ansvaret - sådan som Dansk Folkeparti har slået til lyd for. Synspunktet blev bl.a. fremført af partiets medlem af KL?s bestyrelse, Kaare Graversen umiddelbart før aftalen blev indgået i Finansministeriet.
Ti af de 15 borgmestre i rundspørgen er uenige i det synspunkt.
Søren Enemark (S), borgmester i Glostrup, dog med en vis vaklen mellem hjerte og fornuft.
- Desværre tror jeg ikke, det ville have været bedre, hvis kommunerne havde sagt nej, fordi regeringen og DF så ville have styret kommunerne endnu mere stramt. Så hjertet siger, at vi skulle have sagt nej, mens fornuften siger, at vi skulle sige ja.
Steen Dahlstrøm (S), Ny Middelfart, fastslår:
- Det er altid bedst med en aftale!
Vis forhandlerne tillid
Et tilsvarende flertal ? ti ud af 15 ? mener ikke, at KL?s repræsentantskab burde have været ekstraordinært indkaldt i forbindelse med aftalen.
Vilfred Friborg Hansen (S), uddyber:
- Aftalen er uacceptabel, men sidste minut-indrømmelserne gør det vel fornuftigt trods alt, at indgå aftalen. Jeg mener, at vi som kommunalpolitikere skal vise vore forhandlere tillid og indrømme dem en vis handlefrihed. Derfor mener jeg ikke, en indkaldelse af repræsentantskabet var nødvendig.
På en skala fra 1 til 5
Selv om skepsis over for aftalen er i overvægt blandt borgmestrene i dk-nyts rundspørge, går de ikke radikalt til værks, når de skal omsætte deres skepsis til tørre tal.
På en skala fra 1 til 5 med 1 som topkarakter, samler de sig på midten: Et flertal giver middel og over middel (karaktererne 2 og 3, som får hver ti stemmer).
Ingen giver topkarakter. Fire giver til gengæld under middel (karakter 4), mens én giver bundkarakter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.