For blot syv år siden var Boulevard-bebyggelserne – Isbjerg Parken, Vestparken og Lerpøtparken – plaget af en række problemer. De 557 boliger var fysisk nedslidte og i risikozonen for at udvikle sig til en ghettolignende bydel, skriver Varde Kommune.
En målrettet indsats siden 2001 har sat skub i en rigtig god udvikling. Boligerne er siden fysisk renoveret for i alt 192 mill. kr., og sideløbende blev der sat gang i en række initiativer, der skulle skabe følelsen af et beboer-fællesskab i hele området.
I en ny fireårig helhedsplan for området skal indsatsen forstærkes på dette område. Siden starten for 7 år siden er der opnået meget. Den gode udvikling skal nu styrkes og cementeres, så Boulevard-bebyggelserne bliver en attraktiv beboelse for alle at slå sig ned i.
Med massiv økonomisk støtte fra Landsbyggefonden skyder Boligselskaberne sammen med Varde Kommune nu gang i et fireårigt projekt til i alt 8 mill. kr. for Boulevard-bebyggelserne. En række fællesaktiviteter for beboerne blev allerede for nogle år siden søsat. Det er specielt disse der nu skal forstærkes og videreføres.
Store forventninger
- Jeg har været beboerrådgiver i området i nu fire år, og med det nye projekt kan indsatsen styrkes gevaldigt. Vi bliver nu i alt 4 til at styrke den gode udvikling, og der har været tale om en god udvikling. For 4 år siden var 80 pct. af beboerne i en af de tre boligafdelinger på overførselsindkomst, lejlighederne oplevede en massiv fraflytning og virkelig mange stod tomme i perioder.
- I dag er kun ca. 55 pct. af beboerne på overførselsindkomst, og pt. har vi ikke en eneste ledig lejlighed. Der er skabt en række fælles aktiviteter for indbyggerne. Det har vi nu fået mulighed for at fastholde og ikke mindst udbygge, fortæller beboerrådgiver Asger Helth, der af alle i området er kendt som en sand ildsjæl der har utroligt god kontakt med de fortsat mange indvandrerfamilier, der beboer lejlighederne.
- Vores børn-og unge værested besøges nu af 10 og 40 børn dagligt, og vores lektiehjælps-cafe, som vi driver i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, er meget benyttet, og vi har fast tilknyttet syv frivillige.
- Jeg tror på, at når vi er gennem de næste 4 år, ser det endnu bedre ud. Vi har endnu flere frivillige, til at give en hånd med, og jeg føler mig overbevist om, at langt flere er i arbejde, at indkomstniveauet vil stige og at sundhedstilstanden hos beboerne vil være højnet betydeligt. Når det handler om kriminalitet i området er vi allerede nået langt. Jeg føler dyb tilfredshed, når jeg i medierne ser politiet melde ud, at der nu er forholdsmæssigt mindre kriminalitet i Boulevardbebyggelserne end i de omkringliggende områder, fortæller Asger Helth.
Et godt sted at bo
Sigtet med det ambitiøse projekt er at gøre Boulevard-bebyggelserne til et godt, velrennomeret sted at bo. Et konkret mål for projektet er, at mindst 90 pct. af beboerne i 2012 giver udtryk for, at de er glade for at bo i området. Andre konkrete mål for projektet er, at unge fra området med en gymnasial uddannelse skal være øget med 100 pct. i 2012, at fraflytningsprocenterne reduceres væsentligt og at antallet af folk med tilknytning til arbejdsmarkedet skal bringes i vejret, ligesom områdets image blandt folk der bor udenfor er betragteligt forbedret.
- Folk er allerede blevet gladere for at bo i området, men vi har ret høje ambitioner for udviklingen frem til 2012. Vi skal have skabt en vifte af fælles aktiviteter, der får beboerne til at føle, at det er et så godt område at være i, at de også selv i højere grad er parate til at tage ansvar for, at tingene fungerer på den gode måde, siger formanden for Udvalget for Arbejdsmarkedet og Integration, Thyge Nielsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.