
Flere kommuner har oplevet problemer med autocampere henover sommeren, og eftersom det er op til kommunerne selv at lave reglerne, har de håndteret det forskelligt. Det sker ofte, at autocampister og andre turister er uenige om, hvorvidt der bliver camperet eller rastet. Danmarks Frie AutoCampere peger på mere dialog mellem autocamperne og kommunerne.
Ifølge Færdselsloven må autocampere parkere på alle parkeringspladser, hvis autocamperen kan holde sig inden for p-båsen. Her må de raste og ikke campere. Det betyder, at autocampister må holde natten over for at hvile sig, men må eksempelvis ikke sætte stole op ved siden af autocamperen, for så er der tale om campering.
Mange kommuner vælger at oprette pladser udelukkende til autocampere, så de ikke tager parkeringspladser for andre bilister. Ifølge andre turister er det nemlig ikke altid, at autocampister kun raster på parkeringspladserne.
Kommuner opretter parkering kun til autocampere
Hos nogle kommuner er der blevet opsat skilte med restriktioner for autocampere, mens andre opretter særlige parkeringspladser. I Varde Kommune vil Naturstyrelsen Blåvandshuk hjælpe til ved at oprette disse særlige p-pladser for autocampere, da andre besøgende ikke har kunnet finde plads ved stranden, fordi der var fyldt med autocampere. Naturstyrelsen Blåvandshuk håber på fælles regler om parkering på alle Naturstyrelsens områder i landet, skriver JydskeVestKysten.
Der er også blevet klaget over autocampere, der overnatter nede på stranden. I 40 år har det ikke været tilladt at overnatte på Vejers Strand i sit køretøj, men siden 2021 er det blevet tilladt, da det viste sig, at den gamle skiltning ikke var i overensstemmelse med Færdselsloven. Derfor kan autocampere nu holde natten over nede på stranden. Det skriver ugeavisen.dk.
I Esbjerg Kommune har der også været problemer med autocampere, der fylder på parkeringspladserne ved strande. Udover flere skilte til autocampere om parkering undersøger byrådet også etablering af parkeringspladser kun til autocampere, så de ikke fylder alle pladserne nede ved stranden, skriver JydskeVestkysten.
Sidste år blev autocampere forvist fra et område i Fredericia Kommune, netop fordi flere autocampere ikke kun rastede, men camperede. Derfor er der nu opsat skilte, så autocampere ikke længere må parkere i området. Det skriver FyensStiftstidende.
Konkurrence med campingpladser
Campingpladser kritiserer også, at autocampere vælger at campere på p-pladser rundt om i landet. Campingpladserne mister indtjening, da autocamperne ellers skal betale for at opholde sig på campingpladserne. Flere autocampister mener dog, at de ikke burde betale samme beløb som almindelige campister, da autocampere er mere selvforsynende.
Der er også uenigheder om omfanget af den indtjening, autocampere bringer til byerne. Den ene side mener, at autocampere stjæler plads fra andre turister, som ellers ville bruge penge i byen. Den anden side lægger vægt på, at autocamperne også skal handle i byen eller gå på restaurant, og derfor er forbud mod autocampere ikke til fordel for byerne.
Forening fremhæver Jammerbugt
Jørn Skou, formand for Danmarks Frie AutoCampere, savner mere dialog mellem kommunerne og autocampisterne.
- Vi kæmper for dialog med kommunerne. Vi vil gerne have en bedre skiltning, så det bliver klart og tydeligt, hvor vi må parkere. Vi vil jo ikke være til gene for andre turister, siger Jørn Skou til DK Nyt.
Ifølge formanden er Jammerbugt Kommune et godt eksempel på, hvor skiltningen fungerer godt. Her er der opsat skilte, der tydeliggør, hvor autocampere må holde parkeret, og hvor de ikke må. På den måde vil autocampere være til mindre gene for andre turister, mener han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.