
FAVRSKOV: De Konservative blev den store sejrherre i Favrskov med en fremgang fra to til seks mandater, og nu udmønter fremgangen sig i en borgmesterpost.
Det er partiets 60-årige borgmesterkandidat, Lars Storgaard, som fra nytår indtager borgmesterkontoret i Hinnerup. Det er resultatet af en aftale, som blev forhandlet på plads først på aftenen onsdag, efter at flertallet ved valget tippede til den borgerlige side.
På forhånd stillede Venstre som det største borgerlige parti med Birgit Liin som borgmesterkandidat, og DF og NB bakkede op. De Konservative valgte at stå frit med sit eget borgmesterbud, og med partiets fremgang og tilsvarende tilbagegang hos Venstre fra ni til fem mandater var K pludselig største borgerlige parti.
På valgnatten forhandlede De Konservative både med Socialdemokratiet, som med ni mandater er den største gruppe, og de øvrige borgerlige partier, men ret hurtigt blev socialdemokraterne hægtet af, mens de borgerlige tog sig god tid til at finde ud af, hvem der skulle være borgmester.
Det endte altså med Lars Storgaard, mens Birgit Liin bliver 1. viceborgmester, skriver TV2 Østjylland, som tilføjer, at Socialdemokratiet og de øvrige røde partier vil blive inviteret til forhandlinger om den endelige konstituering de kommende dage.
Den nye borgmester har været byrådsmedlem i snart 24 år, først i den gamle Hvorslev Kommune, før kommunalreformen slog den og tre en halv andre østjyske kommuner sammen til Favrskov. Han er for øjeblikket formand for kommunens arbejdsmarkedsudvalg.
I sit civile liv er han politibetjent og arbejder desuden med jagt, som også er hans store fritidsinteresse.
Tid til en ny S-spids
For den afgående borgmester Nils Borring slutter 12 år som borgmester. Han mener, at partiet nu bør begynde at overveje, hvem der skal være borgmesterkandidat næste gang.
- Nu har jeg tabt én gang, og det er første gang, jeg prøver at tabe et valg. Så synes jeg ikke, at man skal prøve at komme tilbage og se, om man kan gøre det en gang til, siger den 62-årige borgmester til TV2 Østjylland.
Nummer to på den socialdemokratiske liste var 39-årige Isabell Friis Madsen, som også fik næstflest af de socialdemokratiske stemmer.
Se resultatet fra Favrskov her
Se stemmetal hos KMD her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.