dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Kovending:
Bodum-aktivering erklæres ulovlig

Arbejdsmarkedsrådet i Vejle Amt skifter mening i den såkaldte Bodum-sag
1. MAR 2005 7.59
Rådet erkender nu, at beskæftigelsesprojekterne i Egtved og Fredericia var ulovlige, fordi de ledige udførte regulært arbejde med tilskud og dermed udkonkurrerede rigtige arbejdspladser. Striden har stået på længe. Mens arbejdsmarkedsråd andre steder i landet hurtigt erklærede det ulovligt, at arbejdsløse i beskæftigelse blev sat til at montere kaffekander for Bodum, stod et flertal i Vejle Amts regionale arbejdsmarkedsråd fast på, at aktiveringsprojekterne var lovlige.
Men i aftes valgte rådet at følge Kammeradvokatens vurdering, der erklærer de to lokale projekter ulovlige.
- Ingen kan være tilfreds med uenighed. Derfor aftalte vi at spørge Kammeradvokaten og følge hans vurdering. Det var bedre end at slå plat eller krone, siger rådets formand, Svend Aage Hansen.

Sagen begyndte da SiD klagede over aktiveringsprojekterne, som fandt sted i Ølgod, Grindsted, Billund, Svendborg, Odense, Fredericia og Egtved kommuner. . I juni 2003 valgte Bodum-koncernen at afbryde samarbejdet med kommunerne.

Fri proces
Indehaveren af firmaet TJ-Service i Egtved, Robert Jensen, har lagt sag an mod alle de otte kommuner, som har samarbejdet med Bodum. Han kræver en halv million fra hver af de otte kommuner. Det skyldes at hans firma udførte de samme opgaver for Bodum, som de aktiverede gjorde. Firmaet gik fallit og Robert Jensen blev som ledig sat til - at samle Bodumkander ved kommunen. Justitsminister Lene Espersen (K) har givet ham mulighed for at søge om fri proces for at få prøvet sit erstatningskrav ved retten.

Kræver indgreb
Line Barfoed (EL) har flere gange rejst Bodum-sagen i Folketinget.
- Hidtil har det været regeringens politik at opmuntre kommunerne til at følge Brixtoftes eksempel fra Farum med aktiveringsfabrikker. Den seneste afgørelse er et kraftigt vink med en vognstang til regeringen om, at den må ændre kurs. Beskæftigelsesministeren må sætte en grundig undersøgelse i gang af kommunernes aktiveringsprojekter og én gang for alle stoppe aktiveringsfabrikkerne, udtaler hun.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/bodum-aktivering-erklaeres-ulovlig

GDPR