
Fotos: Martin Lehmann og Per Rasmussen, Polfoto.
SLAGELSE: Borgmestervalgkampen er gået i gang i utide på rådhuset i Slagelse, hvor Socialdemokraternes John Dyrby Paulsen forlod Folketinget ved FV15 for at gå efter at tilbageerobre borgmesterposten fra Stén Knuth (V) ved KV17.
I det spil er kommunens kommunikations- og marketingchef Svend-Erik Kristensen i denne uge blevet en ufrivillig rekvisit, efter at Dyrby Paulsen i økonomiudvalget foreslog - og fandt et umage flertal for - at nedlægge stillingen og splitte afdelingen op og ud på de forskellige forvaltninger. Ifølge sn.dk er borgmester Stén Knuth efter eget udsagn 'godt gal i skralden' over forslaget og kalder det 'simpelthen uanstændigt og helt hen i vejret, at vi skal behandle vores personale på den måde'.
Fra Socialdemokraternes side er forslaget et forsøg på at skaffe finansiering til en opnormering på det særlige børneområde. Men det er også et ønske om at lade borgmesterpartiet smage sin egen medicin.
- Vi følger dog bare den dagsorden, som Venstre selv har lagt op til, nemlig at alle partier kan stille forslag i udvalgene om finansieringen af midler til flere sagbehandlere på børne-/ungeområdet, skriver John Dyrby Paulsen med forstilt uskyldighed på Facebook, og for at tvære i det tilføjer han, at Venstre jo også selv har stillet et forslag, som bare ikke kunne samle flertal.
LA brød med borgmesterflertal
Det kunne S-forslaget, idet Troels Christensen (LA) i økonomiudvalget stemte sammen med de tre S-medlemmer og dermed bragte borgmesteren i mindretal. Troels Christensen angiver som begrundelse for at svigte borgmesterflertallet, at han 'aldrig har været tilhænger af en egentlig kommunikationsafdeling med egen chef og hele pivtøjet', men foretrækker decentrale fagmedarbejdere, der har kommunikation som deltidsopgave.
Socialdemokratiets borgmester-udforder John Dyrby Paulsen kalder på Facebook indehaveren af den truede chefstilling for 'borgmesterens spindoktor' og borgmesterflertallets problemer 'selvforskyldte' og et resultat af 'dårligt politisk håndværk'. Han beklager desuden at borgmesteren tilsyneladende næsten ikke har kunnet sove om natten på grund af sagen, men oplyser at han selv har sovet udmærket og har så afslutningsvis hvad han kalder en tillægsbemærkning:
- Det nytter ikke noget at forsøge at splitte mig og resten af A-gruppen. A-byrådsgruppen er et godt og sammentømret team! Vi har tidligere rakt hånden ud til et samarbejde, men det ønsker du tilsyneladende ikke, lyder salutten til borgmesteren.
Om også resten af oppositionen er lige så sammentømret, er uvist. SF, der er repræsenteret i Slagelse Byråd af S-afhopperen Helle Blak, mener, at byrådet 'skylder medarbejderne i Slagelse Kommunes kommunikationsafdeling en noget grundigere behandling af deres afdeling end den der er gået forud for dette forslag', og appellerer til Enhedslisten om at hjælpe med at 'få grupperne til at besinde sig'. Om de gør, vil vise sig, når der holdes byrådsmøde på mandag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.