
Et bredt flertal i Jammerbugt Kommunalbestyrelse er indgået i budgetforlig. Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Venstre, SF og Socialdemokratiet er med i forliget, mens De Konservative, Lokallisten Jammerbugt og Vendelbo-listen står udenfor med samlet fem mandater.
- I Jammerbugt Kommune har vi en stærk tradition for brede budgetforlig, og den tradition viderefører vi med årets budgetaftale. Jeg vil gerne rette en stor tak til forligspartierne for deres engagement og samarbejdsvilje, som igen i år har gjort det muligt at nå til enighed. Det brede samarbejde er afgørende for at sikre en sund og stabil økonomisk udvikling i kommunen, fortæller borgmester Mogens Christen Gade (V) i en pressemeddelelse.
Budgetprocessen har været præget af økonomiske udfordringer bl.a. pga. det stigende udgiftspres på flere områder. Det har derfor krævet nødvendige prioriteringer at sikre et bæredygtigt budget i balance.
- Budgetaftalen afspejler den politiske vilje til at tage ansvar og træffe svære beslutninger, og det er lykkedes at fastholde og styrke de store velfærdsområder. Blandt andet tilføres folkeskolens almenområde yderligere 9 mio. kr. årligt, det specialiserede voksenområde tilføres 14,1 mio. kr., mens seniorområdet får tilført ekstra 14 mio. kr., siger borgmesteren.
Der er desuden tildelt støtte til centerbysamarbejdet, da det er en forudsætning for udvikling i lokalsamfundene i kommunen. Forældrebetalingsprocenten til SFO fastholdes på 61 procent, og byggesags- og planområdet tilføres yderligere to årsværk.
Der er ligeledes afsat midler til at imødekomme den demografiske udvikling i kommunen. Det gælder børnepasning, skoleområdet og tilbud til seniorer, hvor der forventes øget behov.
Med et bruttoanlægsbudget på 109 mio. kr. prioriteres konkrete projekter, der styrker både lokale fællesskaber og den kommunale infrastruktur.
Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.