Af Carsten Abild
Der er i dag i vore landsbyer og landdistrikter ca. 6.000 forladte boliger/ruiner og mere end 100.000 tomme landbrugsbygninger.
Folketinget har bevilliget 150 millioner kroner til fjernelse af ruiner. Skal de ca. 100.000 tomme landbrugsbygninger også fjernes, vil det koste et milliardbeløb.
Det er kommunerne, der har ansvaret for de 150 millioner kroner til fjernelse af ruiner. Men det er også kommunerne, der på byggegrunden kan give en byggetilladelse til en bolig, en ferielejlighed eller en håndværksvirksomhed.
Ferielejligheden må i øvrigt lejes ud hele året, da den ligger uden for sommerhusområder. Fjernes ruinen af et nedbrydningsfirma, frem for at blive kørt på kontrolleret losseplads, kan mange af materialerne genbruges og nedrivningsprisen stærkt reduceres.
Også de mere end 100.000 tomme landbrugsbygninger kan skabe vækst og udvikling på landet. Men det kræver, at by- og landzoneloven fra 1970 liberaliseres/afskaffes.
Loven opdelte Danmark i tre zoner: landzone, byzone og sommerhusområder.
I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Bosætning og andre erhverv, f. eks. håndværk og småindustri, skulle være i byzonen.
Den politiske opfattelse var, at velfærdssamfundet kun kunne etableres i byer, hvor borgerne boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse. Borgere på landet, der ikke var tilknyttet landbrug, skovbrug og fiskeri, skulle derfor flytte til byen.
Men landbefolkningen på en million medborgere ville ikke til byen, men blive boende på landet. Beboerforeninger, borgerforeninger, lokalråd m. v. har siden kæmpet for at bevare landsbyskolen, forsamlingshuset, foreningerne, fællesskabet osv.
I 1987 og 1992 blev by- og landzoneloven, efter pres fra landsbybevægelsen, endelig lempet, så iværksættere, håndværk og småindustri kunne etablere sig i tomme landbrugsbygninger. Desværre er det kun muligt 'at udbygge i begrænset omfang', hvilket har hæmmet erhvervsmulighederne og långivningen.
Men liberaliseres/afskaffes by- og landzoneloven, og tackler politikerne opgaven med ruinerne og de tomme bygninger fornuftigt, kan der skabes ny vækst og udvikling i vore landsbyer og landdistrikter.
Carsten Abild, formand for 'Landsbyerne i Danmark'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.