dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Statsminister Mette Frederiksen (S) tog til Randers i januar for at besigtige skaderne efter det omfattende jordskred ved Nordic Waste. (Arkivfoto)
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Byråd vil undersøge mulige fejl og mangler i sagen om Nordic Waste

Undersøgelse skal afdække, om borgmester og embedsmænd i Randers Kommune har handlet korrekt og rettidigt.

RANDERS: Randers Kommune bestiller nu en ny undersøgelse af forløbet omkring jordskreddet ved Nordic Waste. Det er et bredt flertal i byrådet, der står bag ønsket om en uvildig, tilbundsgående undersøgelse, som nu sendes i EU-udbud.

Det forklarer borgerrådgiver i Randers Kommune Jesper Cortes, der står for opgaven med at håndtere udbuddet.

- Den her undersøgelse skal vise, om Randers Kommune har udført den opgave, man skal som miljøtilsynsmyndighed. Har man overholdt regelsættet, når man har udarbejdet miljøtilladelser? Har man gennemført tilsyn med den kvalitet, man kan forvente af en myndighed, og har man handlet, som man skal som tilsynsmyndighed?, siger han.

Det var i december sidste år, at tonsvis af jord begyndte at skride ved bunkerne hos Nordic Waste i Ølst syd for Randers. Virksomheden overlod opgaven med at håndtere skreddet til kommunen og erklærede sig kort tid efter konkurs.

Advokatundersøgelsen 

Allerede i januar konkluderede en advokatundersøgelse, som Randers Kommune havde bestilt, at Nordic Waste havde ansvaret for jordskreddet, fordi hældningen på jordbunkerne var for stejl.

Det var ifølge undersøgelsen et brud på miljøtilladelsen.

Men der var også mangler i kommunens håndtering, erkendte borgmester og kommunaldirektør på et pressemøde. Eksempelvis burde man have fulgt bedre op på, om kravene i miljøgodkendelsen blev overholdt.

Den nye undersøgelse skal se på, om borgmester, direktion og forvaltning har handlet korrekt og rettidigt.

Det skal ifølge borgerrådgiveren belyse, om der "har været noget kritisabelt, helt fra byråd til borgmester, direktør og ledende medarbejdere i forvaltningen".

- Det vil sige, at man får et meget præcist billede af, om Randers Kommune har handlet, som den skal, og med den kvalitet, man kan forvente, siger Jesper Cortes.

Klar inden sommer

Undersøgelsen skal ifølge borgerrådgiveren være klar senest 31. maj 2025. Der er ifølge Jesper Cortes lagt op til, at undersøgelsen skal "beskrive fakta".

- Hvad der eventuelt skal ske herefter, er op til forvaltningen og byrådet at beslutte, siger han.

Også regeringen har besluttet at iværksætte en uvildig advokatundersøgelse. Den skal blandt andet undersøge Randers Kommunes tildeling af miljøgodkendelser til Nordic Waste og søsterselskabet DSH Recycling, der ejer grunden.

Miljøordførerne i Folketinget holdt fredag møde for at fastlægge et kommissorium. Det er endnu uvist, hvornår denne undersøgelse kan være afsluttet.

Sideløbende er Kammeradvokaten i gang med at undersøge, om ledelse, ejere eller andre personer hos Nordic Waste kan gøres ansvarlige for de indtrufne skader.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/byraad-vil-undersoege-mulige-fejl-og-mangler-i-sagen-om-nordic-waste

GDPR