Den såkaldte 'mandestrip-sag' fra Randers kom på alles læber for over tre år siden, da byrådsmedlemmet Bjarne Overmark langede ud efter den daværende familiechef Ann Hermansen. Hun var tagget i et opslag på Facebook med vennen og nuværende folketingsmedlem Louise Brown (LA), hvor det fremgik, at de skulle til mandestrip. Det viste sig dog blot at være stand-up, de skulle til, men under alle omstændigheder faldt opslaget politikeren for brystet.
- Det er ikke forbudt at gå til mandestrip, men jeg mener, at det er upassende som familiechef at offentliggøre, at man skal det, lød det dengang fra Bjarne Overmark.
Efterfølgende delte han også en ellers intern mail fra forvaltningen med offentligheden, hvori det fremgik, at Ann Hermansen i en periode før opslaget var sygemeldt.
Den mail er han nu tiltalt for at bryde sin tavshedspligt ved at dele. Det skriver TV2 Østjylland.
Mailen var sendt rundt af daværende børne- og skoledirektør Michael Maaløe til omkring 100 medarbejdere i forvaltningen.
- Jeg er tiltalt for at have delt mailen, men jeg slettede navnet på medarbejderen. Sagen blev først henlagt, men der blev klaget til statsadvokaten, som genoptog den, siger Bjarne Overmark til TV2 Østjylland.
Indkaldelse af fem vidner
Sagen skulle have været for retten torsdag, men den er blevet udskudt. Det er den, fordi Bjarne Overmark har ønsket at indkalde i alt fem vidner, hvilket han har fået lov til. Og så var der ikke sat nok tid af i retten.
- Jeg har indkaldt Michael Maaløe, den person der gav mig mailen samt tre andre byrådsmedlemmer, fortæller Bjarne Overmark.
Ifølge ham stod der nemlig i den lækkede mail, at Ann Hermansen var sygemeldt, fordi hun følte sig angrebet af 'de sædvanlige' byrådspolitikere. Med dette tolker Bjarne Overmark, at der er tale om ham samt de politikere, han har ønsket at føre som vidner i retten. Hvad der præcist er op og ned i det hele, kommer først frem under retssagen, som der endnu ikke er sat en ny dato for.
Ann Hermansen stoppede efter hele polemikken som familiechef i Randers Kommune og blev direktør for social- og omsorgsområdet i Hedensted Kommune. Siden har sagen ikke fyldt for hende.
"Det sluttede for mig personligt, da jeg gik ud ad døren og tog til Hedensted," skriver hun i en kommentar til TV2 Østjylland.
"Men af principielle grunde er jeg da glad for, at der er rejst tiltale, og at sagen skal køre, da jeg synes, det er alvorligt, når man som folkevalgt misbruger sin magt på den måde, som det er sket her. Om det så bliver i den tiltaltes levetid, kan jeg da godt være i tvivl om," lyder det videre fra hende.
Lignende tilfælde
Det er ikke første gang, at Bjarne Overmark står i sådan en situation.
I 2021 fik han en dom for et lignende tilfælde, hvor han havde lækket oplysninger. Dengang drejede det sig om den såkaldte 'Stjernehussag', hvor en pædagogmedhjælper blev bortvist fra en institution i Randers.
Bjarne Overmark fik en bødestraf.
Om det får en skærpende effekt på en eventuel dom i den nye sag, vil Bjarne Overmark ikke spekulere i.
- Jeg forventer at blive frikendt, og hvis ikke jeg gør, anker jeg til Landsretten, siger han.
Hvis det skulle ende med en betinget eller ubetinget dom til Bjarne Overmark, skal han efter loven træde ud af Randers Byråd.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.