
MIDTJYLLAND: Cheminovas tidligere ejer, Auriga Industries A/S, har fået mulighed for at bidrage med 125 mio. kr. til oprensning på Høfde 42. Med midler fra partierne bag finansloven for 2021 og 50 mio. kr. øremærket i tidligere finanslove er der nu den nødvendige finansiering, lyder det fra regionen og Aarhus Universitets Forskningsfond.
Auriga Industries A/S har på en ekstraordinær generalforsamling vedtaget at bistå med et engangsbeløb på 125 mio. kr. Selskabet er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond og har fået bidraget godkendt i Erhvervsstyrelsen.
Opgaven med at rydde op på de forurenede grunde ligger hos Region Midtjylland, men det har ikke været muligt at løfte den ekstraordinært store opgave uden bistand udefra. En fuld oprensning af generationsforureningen på Høfde 42 vurderes at koste i alt 250 mio. kr.
Lys for enden
- Vi kan nu se et klart lys for enden af en meget lang og mørk tunnel. Det vil jeg gerne takke både Aarhus Universitets Forskningsfond og partierne bag finansloven for, siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand.
Region Midtjylland har sammen med private virksomheder og med støtte fra Miljø- og Fødevareministeriet udviklet metoder til at rense jorden på Harboøre Tange. Metoderne er nu forbedrede i sådan en grad, så forureningen kan renses lokalt og forventeligt inden for den økonomiske ramme på 250 mio. kr. i løbet af en overskuelig årrække.
Auriga stiller krav om at kunne deltage i en styre- eller følgegruppe, som kan følge processen med oprensningen til dørs. Selskabet planlægges herefter opløst. Eneste aktivitet i selskabet var indtil salget i 2015 kemivirksomheden Cheminova.
I dag er giftdepotet ved Høfde 42 indkapslet af en 600 meter lang jernspunsvæg, der forhindrer, at kemikalieaffaldet siver ud i Vesterhavet. Myndighederne har beregnet, at der ligger ca. 110 ton kemikalier i depotet.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.