Danske kommuner får nu klarhed over, hvad der er de største CO2-syndere inden for kommunens grænser. Derudover kan kommunerne sammenligne deres CO2-udslip med andre kommuner.
Det sker med en ny national it-baseret beregningsmodel, hvor man kan fastlægge, hvor stor CO2-udledningen er, og hvordan man kan reducere den.
- Vi har styregruppemøde fredag, så nu varer det ikke længe, før beregneren er klar til at downloade, siger Anne Mette R. von Benzon, projektchef i COWI,- der arbejder sammen med KL, Danmarks Miljøundersøgelser og Klima- og Energiministeriet om beregneren.
Senest kunne vi berette om, at Region Midtjylland bruger én metode, der ikke tager de store udslip af metan- og lattergas fra husdyrbrugene med. Men nu er der udsigt til én standard-metode på national basis.
Modellen kommer til at favne områder som bl.a. den kommunale drift, transport, landbrugets udslip af metan og drivhusgasser, virksomheders energiforbrug og borgernes brug af energi, affald og trafikvaner.
Den enkelte kommune kan vælge med data-indsamling på tre niveauer - et foreløbigt overblik, et mere udbygget overblik baseret på statistik og så det mest udbyggede baseret på detaljerede data.
Meget forskelligt
- København, Frederikshavn, Randers, Thisted og Brøndby har været testkommuner, og det har vist sig at være meget forskellige opgaver. Nogle kommuner har i forvejen stor viden på området ud fra bl.a grønne regnskaber, mens andre har knap så megen viden i forvejen.
Anne Mette R. von Benzon understreger, at der ikke er tale om nogen pligt til at bruge CO2-beregneren, men at det handler om at skabe et incitament for kommunerne om at reducere CO2-udslip.
- Kommunerne har manglet et internt redskab til at måle effekten af deres projekter, og hvad de udleder - ikke mindst for at dokumentere, hvor grønne de egentlig er. Men det overordnede formål med projektet er at reducere Danmarks udslip af drivhusgasser og øge forståelsen for klimaproblemet.
Sammen med CO2-beregneren udvikler COWI et katalog, der indeholder forslag til, hvordan en kommune kan nedbringe sit CO2-udslip inden for områder som affald, trafik, landbrug og natur.
I mange kommuner kommer det største udslip af CO2 fra borgernes forbrug af energi til trafik, elforbrug og varme.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.