VORDINGBORG: Mandag klokken 15 er alle partier i Vordingborg Kommune indkaldt til et krisemøde, hvor de skal diskutere, hvordan valgkampen skal foregå frem mod valget 16. november.
Det siger 2. viceborgmester Michael Seiding Larsen (V) til Politiken.
Det samme bekræfter Venstres spidskandidat og gruppeformand, Karina Fromberg, over for Ritzau. Hun deltager i mødet mandag eftermiddag.
I Vordingborg har Dansk Folkeparti og De Radikale valgt at indstille dele af deres valgkamp. Årsagen er smitte blandt kandidaterne, hvilket blandt andet udspringer af et vælgermøde tirsdag i sidste uge.
- Det skal drøftes, om alle partier skal lægge den fysiske valgkamp til ro. Min frygt er, at det eskalerer fuldstændigt. Og tester man positiv nu, skal man holde sig isoleret i otte dage. Men vi skal jo kunne være der på valgnatten for at konstituere os, siger Michael Seiding Larsen til Politiken.
Forventningsafstemning
Karina Fromberg forklarer, at man indtil videre følger myndighedernes retningslinjer.
Der er på nuværende tidspunkt ingen restriktioner fra myndighederne, som kræver, at partier indstiller dele af valgkampen.
- Vi skal have en snak og forventningsafstemme hele vejen rundt. Der er jo noget, der hedder den demokratiske proces, så det nytter ikke noget, hvis der sidder tre partier tilbage i paneldebatterne, siger Karina Fromberg.
På spørgsmålet om, hvorvidt Michael Seiding Larsen er med på, at alle indstiller valgkampen i Vordingborg, lyder svaret:
- Det lyder ganske fornuftigt og som det mest rigtige at gøre i dette øjeblik. Alt andet lige kommer folkesundheden før valgdebatter, siger han til Politiken.
Vælgermøde aflyst
Ifølge TV2 Øst er mindst fem personer i panelet til vælgermødet tirsdag konstateret smittet efterfølgende. Det gælder også flere blandt publikum.
Mediet beretter, at en af de coronasmittede er Kathrine Olldag (R), som er medlem af Folketinget, og som stiller op til kommunalvalget i Vordingborg.
Også andre steder i landet har coronasmitte stukket en kæp i hjulet på valgkampen. Dansk Folkeparti har - ud over i Vordingborg - indstillet dele af valgkampen i Odsherred.
I Lemvig Kommune er et stort vælgermøde tirsdag aften aflyst. Det skriver TV Midtvest. Det skyldes, at spidskandidaterne for Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er blevet smittet med corona efter et tidligere arrangement.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.