Danske Patienter er forfærdede over nyheden om, at op mod 90 patienter om året i Region Midtjylland kan have fået amputeret deres ben uden grund. Det fortæller patientforeningens direktør, Morten Freil.
- Det er en helt forfærdelig situation for patienter, der har mistet deres førlighed på grund af ventetider i sundhedsvæsenet. Det bør slet ikke kunne forekomme, siger han.
Det er et eksempel på, at sundhedsvæsenet bryder med de løfter, som det normalt giver borgerne.
For sen udredning
- Udmeldingen er, at hvis man er akut syg i det danske sundhedsvæsen, bliver man behandlet akut. Når man kommer på en venteliste og risikerer at miste sin førlighed, er det relativt akut. Derfor skal det behandles hurtigt, som var det akut. Så den forestilling, der er, om at alt behandlingskrævende og alvorligt syge bliver behandlet hurtigt, er ikke korrekt. Det vidner dette eksempel tydeligt om, siger han.
Morten Freil mener desuden, at det er en problematik, man ser på flere områder. Eksempel risikerer folk med sygdom i øjnene at blive blinde, mens de venter på behandling. Og i psykiatrien kan lange ventetider ende i, at børn og unge bliver selvmordstruede, siger han.
- Alene det her eksempel vidner om en helt forkert anvendelse af ressourcerne. Når man ikke får udredt og behandlet patienterne i tide, hvorefter man skal amputere, sørge for hjælpemidler og genoptræning, er vi inde i en ond spiral, der først og fremmest har fatale konsekvenser for patienten, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.