Af Thomas Jensen
Der er sammenbrud i forhandlingerne mellem Danske Regioner og regeringen om næste års økonomiramme.
- Vi er så langt fra hinanden, at det ikke giver mening at fortsætte, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S).
Dknyt fangede finansministeren kort efter mødet, mens han bevægede sig fra forhandlingslokalet over på sit kontor.
Er der sket et sammenbrud i forhandlingerne?
- Vi har kridtet banen op og stillet de forskellige emner foran hinanden. Så må vi konstatere, der er lidt meningsforskelle. Det er der jo i forhandlinger, ellers var der ingen grund til at forhandle, sagde Claus Hjort Frederiksen (V).
Hvor er de største knaster henne?
- Det er investeringen i sygehusbyggeri og driften af sygehusvæsenet. Der har vi været hele vejen rundt.
Bent Hansen siger sammenbrud?
- Jo, nu må vi se, men det er rigtigt, der var en klar meningsudveksling. Nu må vi sætte os hver for sig og finde ud af, hvordan det er. På et eller andet tidspunkt vil der blive taget en kontakt.
Der er ikke aftalt nyt møde?
- Nej.
Er det normalt?
- Det ved jeg ikke. Det er første gang, jeg er finansminister. Nu er mobiltelefonen altså opfundet.
Den ene dag bruger i mere end 600 mio på politiet, og så vil I ikke bruge noget på de syge?
- Det er ikke med stor glæde, at jeg kan konstatere. politiet ikke kan holde deres budgetter. Der bliver også sat penge af til de syge. Det er ikke sådan, vi skal foretage nedskæringer på sygehusvæsenet.
Finansministerne ville ikke kommentere på konkrete emner, men der vil ikke blive givet ekstra penge til det frie sygehusvalg, der træder i kraft 1. juli.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.