AKTUELT:FV26Finanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Formand for De Konservative Mona Juul, der selv lever med gigt i knæene, vil sætte ind for at nedbringe ventetiden hos gigtlæger. (Arkivfoto). -
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De Konservative vil sikre behandling af gigt inden for 30 dage

Gigtpatienter skal vente kortere tid på behandling, og der skal afsættes millioner til forskning, mener K.
11. MAR 2026 15.52

På denne tid sidste år var den gennemsnitlige ventetid hos en gigtlæge ifølge Danske Patienter mere end 14 uger, men står det til De Konservative, skal det tal bringes ned, så gigtpatienter ikke venter længere end 30 dage på en tid hos en speciallæge.

Det siger partiets formand, Mona Juul.

- Det går ikke med en så lang ventetid. Vi er nødt til at få skabt ret til hurtig behandling. Vi mener, at 30 dage må være det maksimum, vi byder hinanden, siger hun.

Tal fra Gigtforeningen viser, at man i Region Nordjylland kan risikere at vente helt op til 33 uger på en tid hos en gigtlæge.

Partiet har onsdag lagt dets udspil til en gigtplan frem. Det indeholder - ud over en behandlings- og udredningsgaranti - en smertepakke med fem gratis besøg hos en fysioterapeut og 14,5 millioner kroner årligt til forskning i forebyggelse og behandling af gigt samt muskel- og skeletsygdomme.

700.000 danskere er diagnosticeret med gigt. Og hvis der skal være hurtigere adgang til en behandling, kræver det blandt andet, at der findes flere gigtlæger.

- Man er jo heldigvis i gang med at uddanne flere læger, og der skal vi have skubbet nogle flere over i det speciale, siger Mona Juul.

Derudover skal gigtlægerne have mulighed for at tage flere patienter ind i en periode, indtil der er bugt med den "pukkel", der giver lange ventetider, siger Mona Juul.

Reaktion fra gigtforeningen

30 dages-behandlingsgaranti er altså en vigtig del af de De Konservatives udspil, og det giver genklang hos Gigtforeningen.

- Mona Juul (K) vil give en garanti for, at man skal have en tid hos en gigtlæge inden for 4 uger. Det er et kæmpe løft. Gigtramte venter i dag op til 30 uger for at få en tid. Det er urimeligt, siger direktør i Giftforeningen Mette Bryde Lind.

- Hundrede af tusinder af gigtramte danskere lever med stærke smerter uden at få den rette hjælp – de får stjålet deres livskvalitet, nogle også deres jobs – og det er rigtig dyrt for samfundet, tilføjer hun.

- Danmarks største folkesygdom fortjener en national handlingsplan, som De Konservative foreslår. Den skal sikre behandlingsgaranti og en smertepakke til dem, der har smerter i muskler, led og knogler. Det er så påkrævet, siger direktøren i Gigtforeningen.

Ind i sundhedsreformen

De Konservative ville gerne have haft gigt med i den sundhedsreform, der blev lavet i 2024.

- Det fik vi desværre ikke med, men vi fik penge til, at speciallæger kan tage flere patienter, og der vil det jo være helt oplagt, at de brugte dem på gigt, siger partiformanden.

Hvor mange ekstra læger eller ekstra patienter, det vil kræve at nedbringe ventetiden, har De Konservative ikke haft mulighed for at regne på, siger Mona Juul.

Partiformanden fik selv konstateret gigt i knæene for mange år siden og har fået et nyt knæ.

- Jeg lever med det, og jeg lever også fint med det. Jeg går ture, men der er også ting, jeg ikke kan. Jeg hopper ikke særlig meget for eksempel, siger hun.

/ritzau/cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/de-konservative-vil-sikre-behandling-af-gigt-inden-for-30-dage

GDPR