Den gamle befolkning og det unge politiske hold

Danmark har ikke en befolkningspyramide med mange unge og få gamle. Befolkningens alderssammensætning er mere som en firkant, hvis den illustreres. Levetiden er steget støt i nogle år. Der fødes relativt få børn. Årgang 1983 er som eksempel på størrelse med 1864-årgangen, og dengang var der betydeligt færre i den fødedygtige alder end i dag.

Anledningen til at få børn er en anden i dag, end for ca. 150 år siden. Det er ikke længere børnenes arbejdskraft, det enkelte forældrepar som sådan har brug for. Men det har samfundet. Der skal 2,1 barn til pr. par, for at vi kan reproducere os selv (nettoindvandring spiller dog også ind).

Samfundet bliver ældre, gennemsnitsalderen i Danmark har aldrig været højere, men ikke desto mindre er Christiansborg og regeringen besat med unge folk.

Historisk ung politikerforsamling
Nu er ungdom ikke lig manglende kapabilitet og kompetencer. Verdenshistorien er rig på videnskabelige landvindinger og kunstneriske frembringelser, foretaget af mænd og kvinder, før det fyldte 35. år. Man skal lytte til ungdommen og tage den alvorligt og så er ungdommen jo fremtiden. Der er også brug for unge begavelser i politik. Men så sandelig også livserfaring, når man skal træffe beslutninger om fordelingen af goder og byrder i samfundet og dermed beslutninger der vedrører andre. Man må gerne kende noget til afkrogene i det samfund, man som politiker forvalter, beslutter omkring og gerne skal udvikle i den rigtige retning.

Da Thorning-Schmidt regeringen blev etableret var det den yngste i Danmarkshistorien. Og den yngste i Europa. Gennemsnitsalderen var ved regeringens tiltræden 43 år. Til sammenligning havde Fogh Rasmussens første regering i 2001 et aldersgennemsnit på 50 år. Også folketingsmedlemmerne bliver stadig yngre; gennemsnitsalderen på Christiansborg er faldet med fire et halvt år siden valget i 1998.

Er det godt eller uheldigt for folkestyret og for befolkningens fornemmelse af, at føle sig repræsenteret politisk? Set fra mit bord er alder underordnet, generelt set, men ikke helt i politik. Det der betyder noget, for folkestyret er, at mangfoldighed og pluralitet er tilstede. At en flerhed af meninger og holdninger og interesser repræsenteres og når til en vis grad af konsensus og forening med det fælles formål at sikre Danmark.

For det er ved fremsigelse og brydning af meninger, at samfundet kommer videre. Og det er ved at stereotypier og vaneforestillinger udfordres. Alene det at magten skifter hænder med jævne mellemrum, er et gode og modvirker fastlåsthed i de politiske og politisk-administrative systemer. Men som jeg følger debatten, er det for mange faktisk et problem, at vi har unge beslutningstagere uden alverdens livserfaring og rekrutteret fra forholdsvis ens baggrund, som giver anelser om lukkede miljøer i de politiske partier når kandidater skal findes. Ældre partisoldater overhales indenom af unge og kendisser, som også ofte er unge.

Halvstuderede røvere og doktorander i Folketinget
Der er andre problemer end politikeres alder. Ser man på de danske folketingspolitikere er der få arbejdere og faglærte håndværkere. Men mange akademikere. Mest halvstuderede røvere. Eneste med den højeste akademiske grad, doktorgraden, er Per Stig Møller (Dr. Phil.), der ikke genopstiller. I gamle dage var der også uglen, Erling Olsen (Dr. Polit) og Isi Foighel (Dr. Jur.) og H.P. Clausen (Dr. Phil) og Ole Espersen (Dr. Jur.) og Lise Østergaard (Dr. Phil). Alle fem også professorer. Altså personer, der havde præsteret på andre felter end den politiske arena.

Politikerne i dag er unge, rekrutteret fra ungdomspartierne, direkte fra et ufærdigt samfundsvidenskabeligt universitetsstudium, oftest politologisk. De går lige ind i politik, som er noget nær deres første lønnede job med fast månedsløn og pension. Og med en startløn på ca. 750.000 kr. om året, plus pension. Svært at stikke i det civile og ved en civil karriere, hvorfor politik bliver en karriere og levevej og underholdsbidrag til livets opretholdelse for disse unge. Vi ser fænomenet på Christiansborg, men også i Borgerrepræsentationen i København. Personificeret ved Anne Allerslev, eksempelvis.

Hvem er de unge så, på Christiansborg og de der kandiderer til en tilværelse som folketingsmedlem? De er umodne, ufærdige som mennesker. Det er helt naturligt. Man skal være bevidst om det, selv. Måske har de godt af at blive forvekslet med en receptionist der står for kaffen, en gang imellem.

Da jeg fik et spontant anfald af ungdomspolitikerlede
Jeg faldt over en debat på DR2 en aften i januar 2011. Har aldrig glemt denne. Fik et spontant anfald af ungdomspolitikerlede. Ikke over hvad der blev debatteret om, men hvordan. Det var helt unge politikere der optrådte. Det der slog mig mest var deres veltalenhed, deres trænede politikersprog, som fortalte mig at de ikke omgås almindelige mennesker, som man eksempelvis gør det på en normal arbejdsplads, hvor man ikke skal og ikke kan dække over forlorenhed. Uden at blive klædt af - af de garvede kolleger og chefer.

Deltagere var Zenia Stampe, Rasmus Jarlov, Jens Rohde, Nicolai Wammen, Johanne Schmidt-Nielsen og andre ligegyldigheder. Jeg husker, at de rystede på hovedet af hinanden, og smilede overbærende, let grinende, når de andre forsøgte at sige noget. Forsøgte, da de jo afbrød hinanden. Total mangel på dannelse, trods uddannelse.

Deres politik er formet af et liv langt væk fra det almindelige levede liv. Dog optrådte Rasmus Jarlov meget dannet og måtte have følt sig noget fejlcastet. Han er for intelligent til at spilde sit liv i politik, tænkte jeg. Det er han stadig. Men vi har brug for hans slags. Også i politik. Vi må håbe, han bliver ved trods chikaner og afbrænding af aktiv for hans private firma, en tourbus.

Johanne Schmidt-Nielsen er antiautoritær aktivist
Blandt de unge politikere som jeg er nødt til at 'fremhæve', er Johanne Schmidt-Nielsen, som blot er 31 år og dengang blot 27 år. Og allerede en etableret stjerne, selvom hun ligner en receptionist. Der er ikke langt fra stjerneskud til stjerne på den danske politiske stjernehimmel. Det er ikke kun Helle Thorning-Schmidt, der har kunnet gøre kometkarriere uden andet politisk projekt end sig selv og ved at fremhæve sin lidenhed som opvokset i Ishøj, før Ishøj blev det Ishøj vi kender i dag.

Det Danmark du kender, kunne hedde Det Ishøj du kendte. Med arkitekttegnede parceller og villaer. Nu må hun holde op med at spille Ishøj kortet, tænker jeg hver gang. Men hun bliver ved. Det næste bliver, at en dansk politiker slår sin politiske karriere op på, at hun eller han er vokset op midt på en motorvej, i en skotøjsæske.

Tilbage til Johanne Schmidt-Nielsen. Hun er en rebel, der er uværdig til at betræde Danmarks mest fornemme platform.

Johanne Schmidt-Nielsen er antiautoritær. Ved valget i 2007 blev hun valgt ind i Folketinget for Enhedslisten, men før Christiansborg var hun universitetsstuderende og lavede masser af udenomsparlamentariske aktioner, såsom at protestere mod forringelser i SU´en for rige folks dumme børn ved at lande rigtig mange kilo pasta og ketchup på Finansministeriets trappe. Hun har aldrig afsluttet studierne med en kandidatgrad.

En sjov aktion på trappen, der i sin tid fortalte mig, at der ikke findes intellektuelle på venstrefløjen længere. Måske nogle brokkehoveder, men ingen forstandig kritik af det bestående, kun pubertære trodsreaktioner. Der er noget infantilt over venstrefløjens politikere. Og lige nu ser jeg en valgplakat for mig, hvor Pia Olsen Dyhr skolefoto fra 1. klasse (syv år) er anvendt.

Men det giver altså mere presse at lave happenings end seriøse politiske programmer. Politik er underholdning og om 10 år bedrives den bedste stand-up komedie fra Folketingets talerstol. Hvis Frank Hvam stillede op til folketinget, blev han valgt.

Rosenkrantz-Theils foragt for Grundloven
Rosenkrantz-Theil er på ingen måde bedre.

Det tidligere folketingsmedlem fra Enhedslisten, nu Socialdemokratisk folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil støttede besættelsen af Socialdemokratiets hovedkvarter. Det kunne læses i Jyllands-Posten den 6. marts 2007. Det fremgår af artiklen, at det var en vellykket aktion, da en gruppe unge besatte Socialdemokratiets hovedkvarter. Hun citeres i avisen for følgende: '....De unge, der besatte Socialdemokraternes hovedkontor ramte spot on. De sendte et rigtigt godt signal. Fordi de stille og roligt går ind og siger, at hvis I tager vores ungdomshus, tager vi jeres hovedkvarter. Det ville have været den måde, som jeg selv ville have aktioneret på'.
Hun var forhindret, da gravid.

Nyvalgte folketingsmedlemmer skal bekende sig til Danmarks Riges Grundlov. De skal skrive under på, at de vil overholde Grundloven.

Det klæder ikke et folketingsmedlem at bakke op om grundlovsstridige handlinger.

Socialdemokrater med parcelhus, campingvogn og kolonihavehus og en Webergril på størrelse med cockpittet i et SAS fly, må have det lidt underligt med Pernille Rosenkrantz-Theil's tilstedeværelse i Folketinget som beslutningstager.

Malingkast-eventen
Søren Krarup har engang fortalt historien om maling eventen. Pernille Rosenkrantz-Theil havde fremsat et lovforslag. Da det skulle behandles i salen var hun pludseligt væk. Man spejdede lidt rundt efter hende. Hun var lige ude for at lukke et par medsammensvorne næstekærlige og barmhjertige samaritanere af nogle socialister ind, så de kunne smide noget maling på Statsminister Fogh...........

Ikke just en økologisk aktion. Der blev sikkert brugt en del kemi på rengøringen. Lige så meget som jeg finder ubehag ved socialisters moralisering ligeså stor morskab har jeg med deres dobbeltmoral. Men som jeg lærte i skolen: Hvis moral er godt, er dobbeltmoral dobbelt så godt.

Ledelseskonsulent Lars Helleskov Engelbrektsen, Næstved