
Af Paul Hegedahl
Tom Buk-Swienty
'Den ideelle amerikaner. En biografi om journalisten,
Reformisten og fotografen Jacob A. Riis';
Gyldendal, København 2007.
501 s., indb., 15,5 x 23 cm., illustreret, noter, kilder, litteratur, register.
Kr. 189,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-02-06037-9.
'For Riis var landlig idyl synonym med liv og håb. Han havde engang brugt blomster for at sprede liv omkring sig. Det var dengang, han havde sid daglige gang i New Yorks slum. Han havde set sine børn lege ude i engene tæt på huset i Richmond Hill på Long Island. De var kommet med blomster, de havde plukket, Ed, Clara og lille John, og de havde spurgt, om ikke han kunne tage dem med ind til slummet i Mulberry Street, hvor han arbejdede som politireporter? Om ikke han kunne tage blomsterne med til de fattige?
Med armene fulde af margeritter var han taget ned til sit aviskontor i 301 Mulberry Street, hvor det som sædvanlig vrimlede med flokke af barfodede børn, børn han engang havde beskrevet som 'beskidte, lasede små vilde, hvoraf de fleste. . . ville dukke sig for en venlig, hjælpende fremstrakt hånd af angst for at blive slået'. Disse små 'vilde' nærmest rev blomsterne ud af hans arme. Han havde været så forbløffet over at se deres ansigter lyse op, over i bogstaveligste forstand at se barnegråd forvandle sig til smil på et øjeblik, at han havde sat sig ned i rendestenen - og havde grædt. Efter han havde befundet sig dag og nat i slummet de sidste ti år, havde begivenheden været forløsende. Og den førte til en erkendelse, der skulle ændre hans liv - og skulle få vidtrækkende betydning for New York og sågar USA.
Blomster.'
Lysten/inspirationen til at anmelde denne bog udspringer fra to kilder. Dels har vi her på dknyt.dk tidligere anmeldt Tom Buk-Swienty's fremragende bøger om krigen Danmark-Tyskland i 1864 dels også for nylig anmeldt en bog om et andet menneske med danske aner, der havde stor indflydelse på samfundet i USA: 'Præsidentens mand' af - og om Ted Sorensen. Ted Sorensen var præsident John F. Kennedys fortrolige. Jacob Augustus Riis, som denne bog handler om, var mentor for - og personlig ven med Theodore 'Teddy' Roosevelt (1858 - 1919), USA's 26. præsident 1901-1909 og i 1906 modtager af Nobels fredspris for sine bestræbelser for at afslutte den russisk-japanske krig, desuden havde han tidligere modtaget Kongressens Æresmedalje.
Samtidig er denne bog om Jacob A. Riis, indvandreren til USA, en ganske - om end da den blev skrevet utilsigtet - kontant kommentar til den isolationistiske politik et enkelt politisk dansk parti er ved at tvinge et stort flertal til i deres kamp om for enhver pris at bevare eller overtage magten i Danmark.
Som Tom Buk-Swienty fortæller, gik det op for Jacob A. Riis, at det var de enkle metoder, der var effektive for at skabe håb, for at bekæmpe slummet, der som en kræftknude syntes at være ved at æde New York City op - ud af en befolkning på halvanden million, da Jacob A. Riis begyndte sin indsats, boede næsten en hel million i usle lejekaserner. Det var i 1888, han så, at tiden var inde til kamp.
Riis blev opfordret til - men takkede nej til politiske positioner. Han foretrak rollen som uafhængig samfundskritiker og med i talrige udvalg til bekæmpelse af slum og fattigdom. Også i Danmark nød Riis i sin samtid anerkendelse for sin åbenlyst betydningsfulde rolle i amerikansk samfundsliv. I 1900 blev han af Christian IX gjort til ridder af Dannebrog. Tom Buk-Swienty fortæller, at Riis' naboer i Richmond derefter, beundrende, kaldte ham 'Sir Jacob'.
Inspirationen til bogen
I sit levende forord fortæller Tom Buk-Swienty om, hvordan han som udvekslingsstuderende ved University of California, Santa Barbara i 1989 for første gang hørte om Jacob Augustus Riis (1849-1914), den dansk-amerikanske journalist, som fik så stor indflydelse på den sociale udvikling i USA. Tom Buk-Swienty læste 'How the Other Half Lives', som Jacob A. Riis skrev i 1890 - en bog, der klart og overbevisende ved hjælp af fotos og tekst dokumenterede forholdene i slumkvartererne og var en af katalysatorerne for den progressive bevægelse - og blev forbindelsen mellem Jacob A. Riis og Theodore Roosevelt.
Fem år efter, medens Tom Buk-Swienty arbejdede som journalist/korrespondent for danske dagblade i USA besøgte han så en fotoudstilling med Jacob A. Riis' fotos på The Museum of the City of New York. Det gav anledningen til, at han fordybede sig mere i information om Jacob A. Riis. Og han skriver: 'Det, der for alvor slog benene væk under mig, var genfortællingen af Jacob A. Riis' livshistorie i 'Jacob A. Riis. Photographer & Citizen' af Alexander Alland. Mine øjne var ved at trille ud, da den foldede sig ud på siderne. Kunne det virkelig være rigtigt? Fandtes der e dansker, der var så kendt i USA og samtidig levede et så eventyrligt liv? Riis' historie lød som rent digt, som var han hovedpersonen i en hæsblæsende roman.
En romanforfatter, der havde skrevet en historie om en forarmet ung dansk mand fra Ribe, der impulsivt udvandrer til USA i 1870 på grund af et knust hjerte; herefter næsten omkommer af sult og pines halvt ihjel af kærestesorg, men så arbejder sig op som strygejernssælger, for i løbet af få år at blive en feteret stjernejournalist i New York, hvorefter han skriver en af den amerikanske litteraturhistories store klassikere. 'How the Other Half Lives', 1890 for sideløbende at være en pionerfotograf, blive slået til ridder af Dannebrog, fungere som mentor for en senere amerikansk præsident, Theodore Roosevelt, som han bliver bedste venner med (et af de store venskaber i amerikansk historie), for derefter at blive en flittig gæst i Det Hvide Hus; ja, romanforfatteren, som skrev denne historie ville nok være blevet beskyldt for at have digtet lige lovligt meget. Denne aften i toget på vej mod Atlanta besluttede jeg mig for, at jeg en skønne dag ville skrive historien om Jacob Augustus Riis.'
Og det er så den beslutning Tom Buk-Swienty heldigvis holdt fast i. I den ene af de nedenfor nævnte anmeldelser af denne bog, af Jytte Jersild Hansen, hedder det bl.a.: 'Tom Buk-Swienty har gjort et fantastisk stykke arbejde for at få skrevet Den ideelle amerikaner. Han har undersøgt hver eneste lille kilde grundigt og med en utrolig entusiasme. - - - Der er flere steder i bogen hvor Tom Buk-Swienty fortæller om ting og begivenheder, som ikke direkte har noget med Jacob A. Riis at gøre, men som alligevel er med til at fortælle om tiden, således at man som læser bedre kan sætte sig ind i den tids tanker og levevis. 6 ud af 6 bogorme. Den ideelle amerikaner er skrevet præcis på den måde som jeg synes om. Der er rigtig mange faktaoplysninger, en masse spændende oplevelser, og en skriveglæde der er så intens at jeg nød hver side og hvert fotografi, derfor hele seks bogorme.'
Selv skriver Tom Buk-Swienty: 'Det er de utrolige sider ved hans historie, som har draget mig til at skrive denne bog; men jeg er også blevet draget til at skrive om Riis, fordi så forbavsende få danskere kender til historien og er klar over, at vi i Riis har en historisk figur, der, for at bruge den amerikanske forfatter Luc Santes ord ('Low Life', 1991), 'som et enmandsband for sociale reformer ændrede. . . hele byens [New Yorks] udsyn og slutteligt hele nationens'. Det er på tide, at denne historie med sine mange facetter fortælles for et dansk publikum.'
Og man kan sige, at det er på tide, i høj grad aktuelt, at der igen bliver gjort opmærksom på denne beretning, og at den bliver læst både som en spændende og velfortalt beretning i sig selv samt i perspektivet af værdiskredet her i landet. Den sociale kamp Jacob A. Riis førte i USA, bl.a. i det, der den gang blev kaldt slum, som i dag måske ikke virker lige så trøstesløs fattigt, men alligevel er genstand for mange betragtninger og planer - det som vi nu kalder ghettoer, den sociale kamp fik betydning for tusinder af immigranters trivsel, fordi han var en af de første afslørende journalister i USA: Han rejste spørgsmålet: Hvordan undgår man at immigranter bliver 2. klasses borgere? Det er stadig lige aktuelt både i USA og her i Danmark. Mere end 50 millioner europæere udvandrede i de store udvandringsår til USA, heraf var 1,2 millioner svenskere, 800.000 nordmænd og knap 500.000 danskere!
Historien om Jacob A. Riis og hans samtid - og hans slægt - fortæller Tom Buk-Swienty i denne bog. Det, der har fascineret ham, har været processen bag Riis' opstigning og kampe mod og overvindelse af modgang.
Indholdet
I biografien fortæller forfatteren om, hvor Riis kom fra? Hvilke værdier tog han med sig til Den Nye verden? Hvordan lykkes det ham, en forhutlet vagabond i USA at blive politireporter for en af New Yorks store aviser - en reporter, der blev lyttet til? Hvad fik ham til at ønske at være og realisere ønsket at ville være reformist og forfatter? Han skrev 14 bøger, bl.a. selvbiografien 'The Making of an American'. Hvordan blev han ven med - og mentor for Theodore Roosevelt?
Ud over forord, epilog, tak, kildeoversigter og register er bogen opdelt i to dele med i alt 27 kapitler:
Kapitel 1. 'Den ideelle amerikaner'
Del I Ren kjærlighed kan jo aldrig dø'
Kapitel 2. Den gamle by
Kapitel 3. 'En omgang med Riset'
Kapitel 4. 'Hjerteangst'
Kapitel 5. 'En Hjemve saa stærk'
Kapitel 6. 'Hurtig march mod Buffalo'
Kapitel 7. 'Jeg kan ikke slå mig i Ro som de andre'
Kapitel 8. 'Mit skjønne Maal'
Kapitel 9. Raymond & Elisabeth
Kapitel 10. 'Ren Kjærlighed kan jo aldrig dø'
Kapitel 11. 'I Stormens stille øje'
Kapitel 12. Løjtnantens sidste ridt
Kapitel 13. Skæbnebreve
Kapitel 14. 'Mit Hjerte er saa uroligt'
Del II Riis og den anden halvdel
Kapitel 15. 'Fed, lykkelig og stærk'
Kapitel 16. Avisens nye mand
Kapitel 17. Boss-reporteren
Kapitel 18. Hjemme i Brooklyn
Kapitel 19. Slummets anatomi
Kapitel 20. Jacobs paradis
Kapitel 21. Reformisterne
Kapitel 22. Slumfotograf
Kapitel 23. Flower power
Kapitel 24. Manifestet (I dette stærke kapitel skildres tilblivelsen af 'How the Other Half Lives)
Kapitel 25. Gyldne år
Kapitel 26. Slumbrødre
Kapitel 27. Solnedgang
Det er på en gang en levende historieskrivning om et tidsrum i USA's, Europas og Danmarks historie, en detaljeret og grundig dokumenteret biografi om et enestående liv - og en fortælling i et sprog, der får læserne til at leve med i det, som forfatteren kalder processen. Og så er den aktuel og samfundsrelevant i dagens Danmark.
Om forfatteren
Tom Buk-Swienty (1966-) er lektor ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet, Odense. Han er forfatter, historiker og journalist. Tom Buk-Swienty har været korrespondent i USA i ti år for Weekendavisen. Han var Fellow ved Center for Writers and Scholars på New York Library 2002-2003. I 2008 fik han tildelt et legat fra Augustinus Fonden. Tidligere har vi her på dknyt.dk anmeldt Tom Buk-Swienty udgivet 'Slagtebænk Dybbøl - 18. april 1864. Historien om et slag', Gyldendal, København 2008, af Dansk Historisk Fællesråd valgt som årets historiske bog 2009 og Tom Buk-Swienty: 'Dommedag Als. 29. juni 1864'; Gyldendal, København 2010.
Desuden har Tom Buk-Swienty tidligere udgivet ''Ren kjærlighed kan jo aldrig dø' Jacob A. Riis' dagbøger fra Amerika, Gyldendal 2007; 'Købmændenes historie', sammen med Søren Mørch, De samvirkende købmandsforeninger og Gads Forlag 2007; 'Det sidste hus på prærien. Reportager', Forlaget Ajour 2006; 'Amerika Maxima. Rejsefortælling', Rosinante 2002.
USA og Danmark
I Anders Krogs anmeldelse af bogen (se nedenstående link) står der bl.a.: 'Der er ingen tvivl om at Riis' liv er en fantastisk fortælling, men det der især hæver denne bog op over mængden og gør den til en af de bedste jeg har læst nogensinde, er at Tom Buk-Swienty har været grundig helt ud over det sædvanlige i sin research. Dag for dag beskriver han hvad Riis tænker og føler i de dramatiske år som vagabond på samfundets bund, med en detaljerigdom, der får en til nærmest at føle at man sidder der på fortovskanten sammen med Riis. Samtidig er bogen ikke bare om Riis, men lige så meget om New York og det unge USA i 1870′erne, 80′erne og 90′erne. Dermed giver Buk-Swienty os i virkeligheden to bøger flettet sammen på elegant manér. Noget der har krævet research ud over det sædvanlige.'
Med Tom Buk-Swienty 'Den ideelle amerikaner. En biografi om journalisten, Reformisten og fotografen Jacob A. Riis' og Ted Sorensen: 'Præsidentens mand' har vi fået to særdeles interessante bøger om dansk-amerikaneres indflydelse på udviklingen i to vigtige perioder i USA's historie - og stof til eftertanke.
Supplerende links
Et par andre, grundige - og meget positive - anmeldelser af Tom Buk-Swienty
'Den ideelle amerikaner. En biografi om journalisten, Reformisten og fotografen Jacob A. Riis':
http://bogblogger.dk/?p=248#comments
Journalist Anders Krog: Anmeldelse af 'Den ideelle amerikaner. En biografi om journalisten, Reformisten og fotografen Jacob A. Riis'.
http://www.bookworm.dk/visanmeldelse.php?855
Jytte Jersild Hansen: Anmeldelse af 'Den ideelle amerikaner. En biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis'.
http://www.dknyt.dk/sider/artikel.php?id=51991&kat=27
Paul Hegedahl: Anmeldelse af Ted Sorensen:
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.