Den sociale åbningstale, som ikke blev holdt

Danmark er et dejligt land. Et af de bedste i verden. Det kan vi danskere hurtigt blive enige om. Gennem generationer har vi skabt en helt særlig plet på kloden. Med frihed. Velstand. Harmoni. Vi er stolte af, hvem vi er. Det har vi grund til. Men vi skal også være ærlige om, at vi ikke har løst alle problemer. Der er ting, vi kan gøre bedre. Der er ting, vi skal gøre bedre. Selv i et af verdens bedste lande.

Vi har bygget vores samfund på ligeværd. På tillid til hinanden. På respekt for den enkelte. Det er det, der gør Danmark til Danmark. Til et samfund, der hænger sammen, og det vil regeringen arbejde for, at det bliver ved med. Men det kræver ændringer hvis vi også i fremtiden skal sikre at Danmark er et samfund, hvor der er plads til alle, og hvor der er brug for alle.

Sådan er det ikke i dag. Vi udelukker i dag mange mennesker fra at være med i det samfundsmæssige fællesskab. Det sker i børnehaverne, i skolen, i ungdomsuddannelserne, i uddannelsessystemet generelt, på arbejdsmarkedet, i sundhedsvæsnet - og jeg kunne blive ved. Ja, desværre er det danske velfærdssamfund blevet til et '80 pct.-samfund'. Et samfund hvor 80 pct. af befolkningen har det godt og har frihed, velstand og harmoni. Det er dem jeg plejer at bruge tid på i åbningstalen.

Resten - de sidste 20 pct. - er der ligesom ikke længere plads til. Men det skal være anderledes, og det er her, regeringen vil sætte ind. Vi har sat som målsætning, at vi inden 2030 vil afskaffe 20 pct. af alle sociale problemer. Det kan lyde af lidt, men kræver en markant omstilling, for vi skal lære at bryde negative sociale mønstre frem for at skabe mønsterbrydere. Det vil til gengæld give store gevinster - ikke blot menneskeligt, men også samfundsøkonomisk. Men hvad betyder det konkret?

Lad mig give et par eksempler. For 14 dage siden mødte jeg Nils, som arbejder som IT-projektleder i en stor virksomhed i Ballerup. Han er datalog af uddannelse og tjener godt 550.000 kr. årligt og så er han blind. Han er i dag et eksempel på en mønsterbryder, for det er kun ca. 15 pct. af de blinde, som er i beskæftigelse. Det er de ikke, fordi vi ikke magter at få dem igennem uddannelsessystemet bl.a. fordi vi ikke har fokus på reel inklusion, dvs. på at give blinde redskaber og støtte, så de kan klare sig i livet med deres handicap.

For få er i beskæftigelse
Desværre er de blinde kun en lille del af udfordringen. Kun 46 pct. af alle handicappede får mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet, og det tal kan blive meget højere. Endnu værre ser det ud for de psykisk sårbare. Her er det kun 24 pct., som er i beskæftigelse. Resten er mere eller mindre på overførselsindkomst.

Lad mig give et andet eksempel. Line mødte jeg under valgkampen på en af vores store uddannelsesinstitutioner. Hun arbejder med rådgivning af studerende, der er ordblinde. Hun hjælper dem med at udvikle strategier og giver dem redskaber, så de gennemfører deres uddannelse. Line har selv ADHD og ville, hvis ikke forældrene, kommunen, gymnasiet og ikke mindst Line selv havde gjort en kæmpe indsats, være endt på førtidspension og sandsynligvis som enlig mor. Nu er Line i arbejde på næsten fuld tid og har et godt liv med sit barn og sin mand.

Rigtigt godt for Line, men igen hun er undtagelsen, som bekræfter reglen. Der er omkring 5 pct. af befolkningen, som har ADHD og et tilsvarende andel, som lider af ordblindhed. Ingen af disse grupper formår vi systematisk at løfte, så de bliver i stand til at klare en uddannelse, et arbejde - ja selve det at leve sit liv som et ansvarligt og myndigt menneske.

Har vi råd til at lade være?
Mennesker med ADHD udgør skønsmæssigt mere end halvdelen af dem, som sidder i vores fængsler og er langt den største gruppe blandt misbrugerne af hash og hårde stoffer. Mennesker med ordblindhed får ikke uddannelse. Jeg hørte nogle tal fra en af vores store uddannelsesinstitutioner. Her var andelen af studerende med ordblindhed langt under 1 pct. De ordblinde får ikke tilstrækkelig hjælp i vores uddannelsessystem - ja de får ikke nok hjælp fra dagtilbud og til erhvervsuddannelserne eller gymnasiet. Derfor klarer de sig ikke godt og ender ofte uden uddannelse.

Jeg nævner disse konkrete eksempler, fordi jeg mener, at vi skal videreudvikle vores gode danske velfærdssamfund, så vi giver mange flere børn, unge og voksne en chance for at være både at være den, de er og blive til det, de har mulighed for. Det skylder vi alle og det vil være en afgørende satsning for regeringen frem mod 2030.

Men har vi råd til det? Vil det ikke kræve meget store ekstraudgifter? Her er svaret lige det modsatte. Danmark har ikke råd til at lade være. Regeringen har beregnet at en afskaffelse af 20 pct. af alle sociale problemer inden 2030 vil bidrage markant til en forbedring af de offentlige finanser. Umiddelbart vil der være en besparelse på de børnesociale udgifter på 2-4 mia.kr. årligt - forsigtigt sat. Dertil kommer, at der vil være en besparelse på de afledte udgifter som en følge af en fjernelse af 20 pct. af de sociale problemer, fx mindre udgifter til fængsler, færre sundhedsudgifter, flere skatter fra personer som er selvforsørgende. Et forsigtigt skøn viser, at besparelserne ligger på mellem 20 - 40 mia. kr. årligt. Finansministeriet vil til finanslovsforhandlingerne fremlægge den konkrete beregningsmodel og konsekvenserne for offentlige finanser frem mod 2030.

Cola-disco
Samtidig vil regeringen umiddelbart afskaffe satspuljen og dermed vil der også på den korte bane kunne spares midler. Til gengæld er der i dag udsatte grupper, som ikke får tilstrækkelig hjælp. Vi har en lang række borgere, som har så komplekse funktionsnedsættelser og som kun har fællesskabets hjælp, støtte og omsorg at klare sig med. Dem kan vi ikke være bekendt fortsat at skære ned på. Det er de psykisk udviklingshæmmede, de multipelt handicappede, store dele af mennesker med autisme og lignende grupper.

Jeg besøgte Rune i sidste uge. Han bor på en døgninstitution på Fyn for multiple handicappede. Han er 18 år, men fungerer som en etårig. Han skal så at sige hver dag lære alt forfra, fx at få strømper på, at spise, osv. På Runes institution har de i mange år haft Cola-diskotek hver fredag formiddag. Så bliver alle beboerne rullet ind, gardinerne bliver trukket for, og der bliver tændt for discokuglen i loftet.

Det kræver rigtigt meget af personalet, men det er en ugentlig oplevelse, som skaber glæde og forandring for beboerne. Det er livskvalitet. Nu er det afskaffet efter den sidste besparelsesrunde. Det var ikke muligt at finde pengene. Det kan jeg ikke leve med i dagens Danmark, og det vil regeringen ved de kommende finanslovsforhandlinger sikre, at der kommer flere penge til. I et nyudviklet dansk velfærdssamfund skal der også være plads til de allersvageste borgere. De er også en del af vores fællesskab.

Jeg glæder mig til samarbejdet med jer her i Folketinget. Og med mange andre engagerede danskere. Arbejdsmarkedets parter. De frivillige. Alle, der vil tage ansvar.
Lad os indlede det nye folketingsår med at udbringe et leve for vores DANMARK LEVE. Hurra! Hurra! Hurra!

...

De første og sidste afsnit i kronikken - i kursiv - svarer til statsminister Lars Løkke Rasmussens ord.