Det bevidst lærende samfund

Når Nuser – den helt specielle hund fra tegneserien Radiserne – genoptager sit endeløse forsøg på at skrive den store samtidsroman, begynder han med de berømte ord: Det var en mørk og stormfuld nat - - -”.

Lige siden man begyndte at skrive om menneskets vilkår i almindelighed og ledelse i særdeleshed, er et ikke ringe antal bøger og artikler begyndt med betragtninger om den turbulente tid, vi lever i og den ikke mindre turbulente fremtid, der står lige for døren, men som man vil kunne styre sig trygt igennem, hvis blot man følger denne eller hin forfatters vise råd.

Fremtiden er ukendt og kan derfor virke truende. Helt uden indflydelse på udviklingen er vi dog ikke. Der er forskellige former for fremtider: De mulige, de sandsynlige, de ønskelige. På det teknologisk-videnskabelige plan ved vi i dag meget og kan forudsige mange udviklinger. Vi kan bygge hidtil usete vidundere, vi kan udforske Verdensrummet og forstå bestanddele af biologi, fysik, kemi, der er mindre og mindre og mere og mere grundlæggende.

Udviklingen fortsætter eksponentielt
Den bredt funderede fremtidsforsker, opfinder og forfatter Ray Kurzweil advarer om, at det er såre menneskeligt at mene, at den nuværende hastighed i den teknologiske udvikling vil fortsætte på samme måde – altså lineært; men alle hidtidige erfaringer viser, at den inden for de fleste områder vil fortsætte eksponentielt og når den så når sit slutpunkt, vil der opstå en helt ny teknologi, et nyt paradigme.

Det stiller krav til den menneskelige side af sagen. Et godt eksempel på det er, at samtidig med, at det er temmelig tydeligt, at den nye robotteknologi, som regeringen har sat flere milliarder af til i de kommende år, giver muligheder for fornuftig brug også i den offentlige sektor, og at den vil kunne frigøre mange mennesker til at arbejde med opgaver, der i dag mangler ressourcer til, så er 45 pct. af danskerne bange for, at robotter overtager plejepersonalets arbejde i fremtiden, så de ældre mister den menneskelige omsorg.

Danskerne frygter, at plejepersonalets varme hænder i fremtiden bliver byttet ud med kolde robotter. Selv om teknologien giver mere tid til plejerne, viser en ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen, at mange mener, at den sparede tid kun "i ringe grad" eller "slet ikke" bliver brugt på ekstra omsorg til de ældre. Her er altså tale om, at såvel de, der udfører arbejdet og de, der nyder godt af det, skal lære at omgås teknologien og hinanden på helt andre måder.

Den lærende organisation
Tankerne om den lærende organisation blev første gang fremsat i sammenhæng i Peter M. Senge’s bog ”The 5th Discipline” i 1990. Mange beskæftigede sig med teorierne og metoderne – men så gik det, som det går med så meget andet. Der kom nye, tilsyneladende mere interessante guruer og forslag og i f.eks. den offentlige sektor fandt ideerne om den lærende organisation aldrig rigtig fodfæste. De kom til kort over for New Public Management og Lean Management, som brutalt sagt havde og har mere med rationalisering og nedskæring at gøre end innovation og læring.

Når det gælder organisation af mennesker samlet om fælles mål og visioner, er man nu nogle steder ved at indse, at der er hold i tankerne om den lærende organisation – også når det gælder den offentlige sektor. Der er naturligvis et stykke vej fra at forstå og til at beherske, men udviklingen er løbet i gang – ikke eksponentielt, det er antagelig umuligt, når det gælder den del af menneskelig forståelse.

Hertil kommer så, at ”samfundet” nu forsøger at få virksomhederne eller snarere deres ansatte og ejere til at forstå og acceptere social ansvarlighed og etisk opførsel. Med virksomheder menes såvel private som offentlige virksomheder. Sidstnævnte skal indrette sig på en anden, bredere forståelse af samfundsansvaret end den, der hidtil har været gældende i myndighedsudøvelse.

Nogle er fortalere for, at disse tanker skal presses og lovgives ind i virksomhederne; andre mener, man kommer længst ved at sige, at det kan betale sig at tænke på etik og moral. Man kan aldrig presse, true eller lokke nogen til at opføre sig varigt anstændigt. Man kan have love, men den inderste moral og etik kommer fra helt andre kilder. Man kan mene, at virksomhederne og deres ageren reelt er et udtryk for samfundets holdninger, da de er en integreret del af både den private og den offentlige sektor.

Måske skal vi i stedet for blot at tale om den lærende virksomhed brede begrebet ud til det lærende samfund. Ikke læring alene i form af – den nødvendige – livslange uddannelse for alle i samfundet, men med endnu stærkere fokus på den del af tankerne om den lærende organisation, der giver plads til tolerance, respekt, mangfoldighed, accept af andres egenart og tanker, ideer og kreativitet. Det er det, der fremover reelt vil blive forventet af virksomhederne. Og det vil falde mere naturligt for disse at opfylde kravene, hvis de er omgivet af – og integreret i det lærende samfund. Holdningerne kan ikke følge arbejdstiden – selv ikke hvis det er flekstid.

Det stiller krav til samfundets ledere, både de ægte og de selvbestaltede, samt til hver eneste af os om at slippe polariseringen, spillene og grøftegravningen. Med den teknologiske udvikling og dele af den politiske os-selv-tænkning in mente haster det, hvis ikke Nusers indledning til samtidsromanen skal begynde med: ”Det er en kold tid . . .”.

Retfærdigvis skal det nævnes, at det ikke er hverken Nuser (eller Charles Schultz) der har opfundet den klassiske indledning om den mørke og stormfulde nat. Det var oprindelig Edward George Earl Bullwer-Lytton, 1st Baron Lytton (1803-1873), forfatter og politiker, der brugte det i sin bog ”Paul Clifford”, 1830. Det er siden blevet brugt i utallige andre litterære sammenhænge, som regel ironisk. Endnu mere retfærdigvis bør det nævnes, at Edward Bullwer-Lytton også er ophavsmand til mange andre kendte udtryk som fx ”pennen er større end sværdet”; ”jagten på den almægtige dollar” og ”de uvaskede masser”. (forf.)