KRONIK - Med udgangspunkt i lærerne i Brønderslev, der skal på kursus i storytelling, konstaterer kronikøren, at også kommunerne er stået på eventyrtoget, og advarer mod mytomani
23. APR 2008 13.13
Det er da en sympatisk meddelelse, at nu skal en række lærere fra Brønderslev på kursus i kommunikation og lære at fortælle historier. Der udgives endda bøger om kommunal ”Storytelling” – et engelsk ord signalerer mere seriøsitet end et dansk.
Og når det handler om offentlige virksomheder og ”fortællinger om eventyr”, lyder det måske endda lidt uønsket. Man kommer til at tænke på miljøministerens seneste tur gennem mediernes vridemaskine på grund af hans noget letbenede vejledninger om, hvordan man kommunikerer med almenheden.
Ikke langt til mytomani
Der tales meget om, at mennesker ønsker at knytte sig til produkter og virksomheder, som kan berette en medrivende fortælling om sig selv. Det er ikke alene rent kommercielle virksomheder og produkter, der ivrigt har taget denne opfattelse til sig – som altid i håbet om, at man nu endelig har fundet de vises sten og vejen til indtjening, konkurrencestyrke og overlevelse.
Også politiske partier og andre ideologiske bevægelser, (som vel altid har forsøgt at have kontakt med Den Store Fortælling), institutioner i den offentlige sektor, mere eller mindre seriøse medier og andre, der er afhængige af omverdens accept, prøver selv eller engagerer højt betalte lejlighedsdigtere. Og nu står altså også kommunerne på eventyrtoget.
Som regel går det dog, lige som det gik alkymisterne. Stenen, der skulle kunne forvandle bly til guld og desuden kurere alle dårligdomme, virker ikke. Bly forbliver bly. Denne mytologisering af alt og alle i samfundet giver anledning til en lang række relevante spørgsmål. Myter kan være en poetisk følelse af noget universelt, men de kan også være rent opspind, og derfra er der ikke langt til mytomani og videre ned ad skråplanet.
En umulig opgave
Overfor ansatte og omgivelserne må man sobert tydeliggøre og kommunikere virksomhedens eksistensgrundlag – enten det er en privat eller en offentlig virksomhed – fortælle om den kvalitet, produkter og tjenesteydelser har, og om hvordan man forretningsmæssigt og etisk vil opnå sine mål.
Selv om det kan lyde som en umulig opgave, når der er tale om private virksomheder og aktieselskaber med mange ejere og om borgerne, når vi taler om offentlige virksomheder og institutioner, bør det være ejerne og ikke den ansatte ledelse, som tager initiativ til – og blåstempler denne tydeliggørelse af deres holdninger og af, hvad de vil med virksomheden. Det er jo en lidt interessant sprogbrug, at man taler som staten eller kommunen som ejere. De reelle ejere er jo borgerne.
Og så skal man leve op til det, der er sagt. På en måde så man ikke den ene dag bliver beundret og modtager priser – for den næste dag at få bøder for at overtræde lovene. Og igen: Det er ejernes ansvar. Hvis en ansat ledelse tror, den bliver belønnet for at sige ét og ellers opføre sig uetisk på nogle områder – og derfor også i sidste instans uklogt også forretningsmæssigt, må den rives ud af sin vildfarelse omgående og effektivt.
Ærlighed varer længst
Nogle virksomheder vælger i deres ophøjethed at meddele, at de ikke ser, at der er brug for en skriftlig, tydelig etisk kodeks: ”Vor holdning er velkendt!”. Når der så sker overtrædelser, kan man spekulere over, om disse er i overensstemmelse med ejernes holdninger. I så fald bliver der rettet en hel del bagere for smed. Hvis afvigelserne ikke reelt giver udtryk for den gældende etik i virksomheden, demonstrerer det, at der er behov for en tydeliggørelse.
At være klar i mælet om den offentlige institutions/virksomhedens holdninger og konsekvent handle i overensstemmelse med disse, vil nok tiltrække og bevare flere langvarige og udbytterige kontakter med omverden, end nok så mange fortællinger om ”Østen for Månen og Vesten for Solen - - ” udtænkt af villige rådgivere.
Både Ludvig Holberg, i 1725, og senere Adam Oehlenschläger, i 1813, skrev, at ærlighed varer længst. Maleren, skuespilleren, forfatteren og tegneren Robert Storm Petersen (1882-1949), der altid kunne give trivielle sandheder en drejning, udtrykte det således: ”Ærlighed varer længst, det bliver aldrig opdaget”!
Hvor svært kan det være?
Og når det handler om offentlige virksomheder og ”fortællinger om eventyr”, lyder det måske endda lidt uønsket. Man kommer til at tænke på miljøministerens seneste tur gennem mediernes vridemaskine på grund af hans noget letbenede vejledninger om, hvordan man kommunikerer med almenheden.
Ikke langt til mytomani
Der tales meget om, at mennesker ønsker at knytte sig til produkter og virksomheder, som kan berette en medrivende fortælling om sig selv. Det er ikke alene rent kommercielle virksomheder og produkter, der ivrigt har taget denne opfattelse til sig – som altid i håbet om, at man nu endelig har fundet de vises sten og vejen til indtjening, konkurrencestyrke og overlevelse.
Også politiske partier og andre ideologiske bevægelser, (som vel altid har forsøgt at have kontakt med Den Store Fortælling), institutioner i den offentlige sektor, mere eller mindre seriøse medier og andre, der er afhængige af omverdens accept, prøver selv eller engagerer højt betalte lejlighedsdigtere. Og nu står altså også kommunerne på eventyrtoget.
Som regel går det dog, lige som det gik alkymisterne. Stenen, der skulle kunne forvandle bly til guld og desuden kurere alle dårligdomme, virker ikke. Bly forbliver bly. Denne mytologisering af alt og alle i samfundet giver anledning til en lang række relevante spørgsmål. Myter kan være en poetisk følelse af noget universelt, men de kan også være rent opspind, og derfra er der ikke langt til mytomani og videre ned ad skråplanet.
En umulig opgave
Overfor ansatte og omgivelserne må man sobert tydeliggøre og kommunikere virksomhedens eksistensgrundlag – enten det er en privat eller en offentlig virksomhed – fortælle om den kvalitet, produkter og tjenesteydelser har, og om hvordan man forretningsmæssigt og etisk vil opnå sine mål.
Selv om det kan lyde som en umulig opgave, når der er tale om private virksomheder og aktieselskaber med mange ejere og om borgerne, når vi taler om offentlige virksomheder og institutioner, bør det være ejerne og ikke den ansatte ledelse, som tager initiativ til – og blåstempler denne tydeliggørelse af deres holdninger og af, hvad de vil med virksomheden. Det er jo en lidt interessant sprogbrug, at man taler som staten eller kommunen som ejere. De reelle ejere er jo borgerne.
Og så skal man leve op til det, der er sagt. På en måde så man ikke den ene dag bliver beundret og modtager priser – for den næste dag at få bøder for at overtræde lovene. Og igen: Det er ejernes ansvar. Hvis en ansat ledelse tror, den bliver belønnet for at sige ét og ellers opføre sig uetisk på nogle områder – og derfor også i sidste instans uklogt også forretningsmæssigt, må den rives ud af sin vildfarelse omgående og effektivt.
Ærlighed varer længst
Nogle virksomheder vælger i deres ophøjethed at meddele, at de ikke ser, at der er brug for en skriftlig, tydelig etisk kodeks: ”Vor holdning er velkendt!”. Når der så sker overtrædelser, kan man spekulere over, om disse er i overensstemmelse med ejernes holdninger. I så fald bliver der rettet en hel del bagere for smed. Hvis afvigelserne ikke reelt giver udtryk for den gældende etik i virksomheden, demonstrerer det, at der er behov for en tydeliggørelse.
At være klar i mælet om den offentlige institutions/virksomhedens holdninger og konsekvent handle i overensstemmelse med disse, vil nok tiltrække og bevare flere langvarige og udbytterige kontakter med omverden, end nok så mange fortællinger om ”Østen for Månen og Vesten for Solen - - ” udtænkt af villige rådgivere.
Både Ludvig Holberg, i 1725, og senere Adam Oehlenschläger, i 1813, skrev, at ærlighed varer længst. Maleren, skuespilleren, forfatteren og tegneren Robert Storm Petersen (1882-1949), der altid kunne give trivielle sandheder en drejning, udtrykte det således: ”Ærlighed varer længst, det bliver aldrig opdaget”!
Hvor svært kan det være?
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
