
Sådan kridtes forhandlings-banen traditionen tro op hvert forår. Både hos kommuner og amter.
Men i år er situationen for regionerne om ikke sværere end sædvanligt, så med garanti komplet anderledes; nu skal regionerne forhandle om penge, de ikke selv skal ud og hente ind gennem skatten.
Eller som formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S) sagde det i dag på et pressemøde:
- Det bliver en kold sommer med mange myg!
Regionernes minimumskrav til økonomiaftalen for 2007 lyder på lidt over fire milliarder kroner.
Regnestykket ser således ud: to milliarder til at holde det nuværende niveau, ½ mia. til sygehusmedicin, ½ mia. til nye behandlingsformer, ½ mia. til behandlingsgaranti (fra nuværende to måneder til én måned) plus 600 mio. til sygesikringsområdet.
De fire milliarder skal ses i forhold til et samlet årligt forbrug på sygehusområdet på 70 milliarder.
Som de selv ser på det hos regionerne: - Hvis de fire milliarder kan bruges til at effektivisere de 70 milliarder, så er det peanuts.
30.000 kr. pr. kvadratmeter
Derudover vil de fem regioner have minimum 4 mia. kr. ekstra at bygge nyt for hvert år i de kommende år. Regionernes ønske er dermed en fordobling af investeringerne fra 2½ procent til fire procent. Det handler om penge til bygninger, IT, apparater som scannere og strålekanoner og opkvalificering af personalet.
- Hvis specialiserede funktioner skal samles på en ca. 25 sygehuse, som der er lagt op til, er det ikke bare lige at knipse med fingrene; det kræver nyt behandlingsudstyr og nye bygninger. Og det kan umuligt holdes inden for et-årige investeringer, siger Bent Hansen.
Hos regionerne anslår man at én kvadratmeter nyt sygehusbyggeri koster 30.000 kr. med det hele.
Ny rolle
Nu hvor regionerne ikke længere har ansvaret for selv at skaffe pengene, kan man ifølge Bent Hansen godt regne med at se dem i en noget anden rolle.
- Vi vil i større omfang alliere os med personalet og patienterne, lovede han.
Bent Hansen forudser også, at overgangen fra den gamle form for økonomistyring til den nye, vil få visse økonomiske skeletter til at rasle ud af skabene.
- Vi kan ikke længere jonglere rundt mellem forskellige kasser og lirke lidt her og der. Vi kan ikke på samme måde lave politiske aftaler og sidenhen afstemme med områder som undervisning, veje, miljø og kollektiv trafik. Nu er der kun én sundhedskasse, og den skal stemme!
Sugerøret lige ind i børnehaven
Bent Hansen forudser en vis karambolage mellem regional og kommunal økonomi pga den kommende kommunale medfinansiering af sundhedsområdet.
Tanken er, at kommunernes medfinansiering af sygehusindlæggelser skal have en forebyggende effekt. Hvis det ikke sker ? som flere kritikere har udtrykt skepsis overfor - bliver det dyrt for kommunerne.
- Hvis vores aktivitet fortsætter, så kan vi stikke sugerøret direkte ind i børnehavernes budgetter, som Bent Hansen siger det.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.