
De danske elever er gået anseligt tilbage i både læsning og matematik. Det viser nye resultater af den internationale undersøgelse PISA, som blev offentliggjort tirsdag kl. 11.
Undersøgelsen baseres på resultater, som er målt i foråret 2022 hos 15-årige i 81 lande verden over. I forhold til sidste runde af undersøgelsen i 2018 er der en tilbagegang i dansk og matematik. Til gengæld er resultaterne i naturfag uændrede.
Samme udvikling findes i hele OECD, hvor tilbagegangen ligner den danske, og det samme gælder de øvrige nordiske lande.
Dermed ligger de danske elevers resultater stadig over OECD-gennemsnittet, og er på niveau med eller over de øvrige nordiske lande i både læsning, matematik og naturfag, fremhæver Børne- og Undervisningsministeriet. Dog ligger de finske elever højere i naturfag.
Ifølge ministeriet tyder det på, at coronanedlukninger har haft betydning for elevernes resultater, men uden at det er den eneste årsag. En international matematikundersøgelse viste allerede i 2019, at resultaterne har været faldende siden 2011.
Både svage og stærke
Både fagligt svage og fagligt stærke elever er gået tilbage i Pisa 2022. I matematik ligger 20,4 procent i gruppen med lave resultater, og 7,7 procent placerer sig i gruppen med høje resultater – i Pisa 2018 var tallene hhv. 14,6 og 11,6 procent.
En tilsvarende udvikling ses i læsning, hvor 16 procent var svage læsere i 2018, mens denne gruppe er vokset til 19 procent i 2022.
Kønsforskel svinder ind
Traditionelt har pigerne klaret sig bedre end drengene i læsning, mens drengene har haft et forspring i matematik og naturfag.
I Pisa 2018 var drengenes forspring i matematik imidlertid forsvundet, og den eneste kønsforskel var, at pigerne i gennemsnit læste bedre end drengene. Både i matematik, læsning og naturfag har pigernes resultater udviklet sig negativt i forhold til drengenes fra 2018 til 2022.
I læsning og matematik er både drenge og piger gået tilbage – men pigernes fald har været størst, således at deres forspring i læsning er blevet en del mindre, mens drengene atter i gennemsnit klarer sig bedre i matematik. I naturfag er pigerne gået let tilbage, mens drengene er gået let frem.
Mest digital undervisning
Udover selve testen består Pisa også af et spørgeskema, hvor eleverne svarer på spørgsmål om forskellige aspekter af deres skoleliv.
Et af de steder, hvor de danske elever adskiller sig mest fra deres kammerater i andre landes, er i forhold til deres brug af digitale redskaber i undervisningen. De danske elever bruger nemlig i gennemsnit digitale redskaber i 3,8 timer om dagen til læringsaktiviteter i skolen, hvilket er det højeste tal blandt alle deltagende lande.
I OECD som helhed bruger eleverne digitale redskaber to timer i gennemsnit.
Tilsvarende svarer 72 procent af de danske elever, at de bruger digitale redskaber i hver time eller næsten hver time. På tværs af OECD-landene er det tal kun 16 procent.
Pisa-resultaterne siger dog ikke noget entydigt om, hvorvidt brugen af digitale redskaber har en negativ eller positiv effekt på elevernes faglige resultater.
Geografi har lav betydning
Pisa undersøger også, hvordan elevernes testresultater påvirkes af, hvilken skole de går på.
I OECD-landene forklarer skole- og elevsammensætning i gennemsnit 32 procent af forskellen i elevernes resultater, mens andelen i Danmark kun er 9 procent. Det betyder, at det har mindre betydning for elevernes resultater præcist hvilken skole en elev går på, end det har i de fleste andre lande.
Danske skoler har dermed en mere ensartet kvalitet og elevsammensætning end skolerne i OECD i gennemsnit. I Norge og Finland er skolens betydning for elevernes resultater omtrent den samme som i Danmark, mens den er lidt højere i Sverige.
Om Pisa
- Undersøgelsen er gennemført hvert tredje år siden 2000, og Danmark har deltaget hver gang.
- Undersøgelsen af 15-åriges kompetencer i matematik, læsning og naturfag gennemføres af OECD.
- I Danmark deltog ca. 7.800 elever på 347 uddannelsesinstitutioner i Pisa 2022.
- I matematik er Danmark nummer 13 blandt de 81 lande og regioner i undersøgelsen. De danske resultater er ikke statistisk signifikant forskellige fra lande/regioner placeret som nummer 10 til 20 i undersøgelsen.
- I læsning er Danmark nummer 15 blandt de 81 lande og regioner i undersøgelsen. De danske resultater er ikke statistisk signifikant forskellige fra lande/regioner placeret som nummer 13 til 20 i undersøgelsen.
- I naturfag er Danmark nummer 20 blandt de 81 lande og regioner i undersøgelsen. De danske resultater er ikke statistisk signifikant forskellige fra lande/regioner placeret som nummer 15 til 26 i undersøgelsen.
ak
Find hele Pisa-rapporten her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.