
ODENSE: I et forsøg på at redde sig selv har spillestedet Kansas City i Odense nu fyret direktøren og fået ny formand.
"Efter den seneste tids hændelser, er det besluttet at formand for Kansas City Lise Junker Nielsen trækker sig med øjeblikkelig virkning, og direktør Thomas Aarup afskediges," skriver Kansas City i en pressemeddelelse ifølge TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende.
Kansas City er truet af lukning, fordi Odense Øvelokaleforening, som er den største lejer og dermed indtægtskilde hos spillestedet, har vist sig at have fået 4,5 mio. kr. for meget i tilskud fra kommunen siden 2020, fordi mange medlemmer fejlagtigt var registreret som under 30 år og dermed udløste tilskud. Alene i år falder tilskuddet fra 2,1 til 0,6 mio. kr., efter at fejlen blev opdaget. Derfor har foreningen ikke kunnet betale sin husleje, hvorfor Kansas City er truet af konkurs.
Øvelokaleforeningen har siden nedlagt sig selv, og det er den hidtidige formand, Jesper Bøggild Christensen, der nu tager over som formand. Anine Stuhr Hansen konstitueres som direktør.
Spillestedet har forsøgt at undgå konkurs ved at søge kommunen om et ekstraordinært driftstilskud i år og de kommende år. Forvaltningen har anbefalet at give afslag, men i by- og kulturudvalget var der stemmelighed, og derfor ender sagen nu i byrådet, som er indkaldt til et ekstraordinært møde torsdag om sagen. Inden da holder økonomiudvalget ekstraordinært møde om samme sag.
Flertal vil redde stedet
Ifølge Fyens Stiftstidende har Socialdemokratiet i ellevte time samlet et flertal, som er parat til at redde Kansas City og bevilge de ønskede penge, som allerede er afsat i budgettet. Flertallet består foruden S af Enhedslisten, SF og De Radikale.
- Det er ganske enkelt vigtigt, fordi over 300 medlemmer er tilknyttet Kansas City som brugere. I første omgang vil vi redde stedet i 2023, fortæller næstformand i by- og kulturudvalget Maria Brumvig (S).
Kulturrådmand Søren Windell (K) har derimod fortsat tænkt sig at stemme imod. Han mener, at budgetterne alligevel ikke holder til at drive det store spillested, siger han til avisen.
Kansas City holder til på en 11.000 kvm stor grund og råder over et indendørsareal på 7.400 kvm. I bygningen er der 40 øvelokaler, som udgør langt størstedelen af det samlede antal øvelokaler i Odense.
Kun to andre øvelokaletilbud i Danmark har ifølge sagsfremstillingen en sammenlignelig størrelse med Kansas City, nemlig Ekho Ekho i København og Mono i Aarhus. De er begge organiseret anderledes og kan bruges som inspiration for en fremtidig løsning i Odense, mener forvaltningen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.