RANDERS: 21 medlemmer og dermed et flertal har tirsdag stemt for, at byrådet i Randers ikke skal blande sig i en beslutning, forvaltningen har truffet om at holde en pædagogmedhjælper fra sin tidligere arbejdsplads, erfarer TV2 Østjylland efter et ekstraordinært møde i byrådet.
Manden blev i maj måned sigtet for anden kønslig omgang med en pige i den kombinerede børnehave og vuggestue Stjernehuset i Randers, men blev siden renset efter en undersøgelse af politiet. Og statsadvokaten besluttede at frafalde sigtelsen.
Pædagogmedhjælperen er dog blevet fjernet fra sin stilling, og kommunaldirektøren har meddelt, at han ikke får sit job tilbage. Det er den beslutning, byrådet tirsdag har valgt at bakke op om.
Flere byrådspolitikere har fundet kommunaldirektørens beslutning urimelig, hvilket affødte dagens ekstraordinære byrådsmøde, som kun handlede om den specifikke sag.
- Vi har besluttet, at byrådet ikke tager beslutning i den her sag, fordi vi mener, at almindelig ansættelse og afskedigelse på det her niveau er forvaltningens afgørelse, siger borgmester Torben Hansen (S) til DR.
Beslutningen om ikke at genansætte pædagogmedhjælperen handler om at gøre hverdagen så normal som muligt i Stjernehuset. Sådan lyder argumentationen fra kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.
Politiker: Forvaltningen har ikke ageret ansvarligt
Det syn på sagen deles ikke af medlem af Beboerlisten i Randers Byråd, Bjarne Overmark. Tværtimod. Han mener, at pædagogmedhjælperen skal tilbage til sin arbejdsplads.
- Jeg tror, det er forvaltningens indstilling om, at han ikke skal tilbage på sin arbejdsplads, der er problemet. Det giver uro på stedet. Alle de ansatte på stedet ønsker ham tilbage, og mit indtryk er, at 95 pct. af forældrene ønsker ham tilbage. Forvaltningen har ikke ageret ansvarligt i den her situation, siger han til TV2 Østjylland.
Stjernehuset har 13 vuggestuebørn og 69 børnehavebørn, hvoraf de 23 børn dagligt opholder sig i udegruppen Stjerneskuddet.
Lisa Tandrup Eriksen, mor til et barn i Stjernehuset, synes, det er en urimelig og forkert beslutning, forvaltningen i Randers Kommune har truffet.
- Ved at sige, at han ikke kan komme tilbage, signalerer man, at man stadig har en mistillid til ham, og det fortjener han ikke. Specielt i sådan en sag her, hvor person har lyst til at komme tilbage, så skal man anerkende det, sagde hun torsdag i sidste uge og fortsatte:
- Man ødelægger også personens liv, børnenes og kollegaernes liv, fordi det ikke slutter. Det fortsætter. Jeg synes faktisk, at det her er værre, og jeg er rigtig ked af det på hans vegne.
Bekymring hos fagforening
Hos fagforeningen FOA er de bekymrede over, at den frikendte pædagogmedhjælper mister sit arbejde.
- Vi bliver bekymrede ved udsigten til, at en anklage kan få så store personlige konsekvenser for en ansat, når statsadvokaten har droppet sigtelsen, siger sektorformand i pædagogisk sektor i FOA Randers Karin Mathiesen i en pressemeddelelse.
Ifølge Karin Mathiesen er det problematisk, at en medarbejder, der bliver frikendt for en sigtelse, ikke kan vende tilbage til sin arbejdsplads.
- Det kommer til at fremstå som om, at den ansatte alligevel er dømt skyldig, siger hun.
Den betragtning er byrådsmedlem Henning Jensen Nyhuus (S) helt enig i.
- Jeg kender pædagogen personligt. Jeg har set alle papirer i sagen, og der er ikke så meget som en eneste anmærkning på 23 år i den retning. Manden har været optimistisk, fordi han troede på, at man ikke kunne blive dømt, når man ikke har gjort noget forkert. Men at han mister sit arbejde, svarer i hans verden til, at han alligevel bliver straffet, selvom han er uskyldig, siger han til til TV2 Østjylland.
- Vores vurdering er den samme, som den har været hele tiden. Så nej, han kommer ikke til at kunne vende tilbage til den samme institution. Men vi vil selvfølgelig hjælpe ham med at få et andet job i kommunen, siger direktør for børn og skole Michael Maaløe til Randers Amtsavis.
MG
15.32 Opdateret med udtalelsen fra Michael Maaløe.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.