
GLADSAXE: I december sidste år blev omkring 20.600 borgeres fortrolige informationer lækket, da en computer, hvor data uheldigvis var gemt lokalt, blev stjålet fra rådhuset.
I Politiken kunne man sidenhen læse, at et lignende tilfælde – dog i noget mindre omfang – havde fundet sted allerede i juli måned, hvor en computer forsvandt i en bus. Her gik det ud over 40 borgeres data. En episode, som ingen fik besked om, før Politikens afsløring.
Derfor skal der klarere retningslinjer for procedurer, sikkerheden fremadrettet og en kortlægning af, hvem der vidste hvad, på bordet. Det har kommunens økonomiudvalg besluttet, så lignende sager ikke kan ske i fremtiden.
Forvaltningen skal undersøge sig selv
Den sag, som havde fundet sted fem måneder tidligere, var ingen i byrådet blevet informeret om. Venstres gruppeformand i Gladsaxe, Pia Skou, blev først klar over det, da Politiken kontaktede hende.
Derfor ønskede formanden en uvildig undersøgelse af forløbet - hvem vidste hvad hvornår? Og en undersøgelse var også på dagsordenen ved sidste uges økonomiudvalgsmøde. En intern undersøgelse vel at mærke. Skou ønskede en uvildig, men blev nedstemt. Derfor kommer forvaltningen altså til at undersøge sig selv.
- Jeg synes, at det er en god idé at genskabe tilliden til Gladsaxe Kommune ved at få foretaget en uvildig, ekstern undersøgelse og få vendt hver en sten. Vi skal efter min mening lære af vores fejl og sikre os, at der ikke går mere galt fremover, siger Pia Skou til dknyt.
Hun er blevet kontaktet af mange frustrede og vrede Gladsaxe-borgere, hvis data var på den stjålne pc. De føler sig hængt til tørre og er bange for, hvem der kan og hvornår deres personlige data bruges. Og det forstår Venstre-formanden godt.
På økonomiudvalgsmødet blev det også besluttet at få foretaget en ekstern undersøgelse af kommunens it-sikkerhed, og om den har det rette niveau. Begge undersøgelser skal ifølge borgmester Trine Græse (S) gennemføres, inden det kan besluttes, hvad der skal ske ovenpå de to læk, siger hun til Politiken.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.