KØBENHAVN: Ejendomsselskabet Jeudan mødte kritik, da det tidligere på måneden kom frem, at selskabet stiller gratis valglokaler til rådighed for Socialdemokratiets overborgmesterkandidat i København Pernille Rosenkrantz-Theil. Efterfølgende har Jeudan lovet også at tilbyde lokaler til andre partier.
Og det løfte har selskabet holdt. Det skriver Radio IIII. Helt konkret er det københavnske Hampepartiet nu blevet tilbudt lokaler, under betingelse af at partiet bliver endeligt godkendt til at stille op til kommunalvalget i november.
Hampepartiets mærkesag er legalisering af cannabis, og partiet har stillet op i København siden 2001, dog uden at komme ind. Ved KV21 fik Hampepartiet 573 stemmer i København.
- Det er på mange måder de perfekte omgivelser, hvor vi er tæt på Palæstina Plads, de venstreorienterede vælgere og hashhandlen i Nørrebroparken. Det kan ikke blive mere romantisk, siger Klaus Tuxen til Radio IIII.
I Københavns Kommune er der krav om underskrifter fra mindst 150 stillere. Ifølge Klaus Tuxen har han allerede indsamlet nok underskrifter.
Radio IIII har spurgt en række partier, der har i sinde at stille op til kommunalvalget, om de har tænkt sig at spørge Jeudan for at forhøre sig om muligheden for at låne valglokaler.
Frie Grønne vil ifølge partiformand Sikandar Siddique henvende sig til Jeudan, efter partiet i næste uge har indleveret stillerunderskrifter og officielt er blevet opstillet som parti til valget.
- Lad os se, om Jeudan vil hjælpe Frie Grønne, når vi går til valg på at få dem ud af byen. Det ville være en sjov test, siger Sikandar Siddique til Radio IIII.
Jeudan har ingen kommentarer til dialogen med Hampepartiet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.