AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Lærerne i folkeskolen kan se frem til en betragtelig lønstigning. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En gennemsnitlig lærer får 3.600 kr. mere i løn med ny overenskomst

Lærerformand glæder sig over lønløft i ny overenskomst, men ærgrer sig over ikke at få mere på arbejdstid.
23. MAR 2026 9.05

En ny overenskomstaftale giver en gennemsnitlig lærer 3.600 kroner mere i løn om måneden. Det skriver Danmarks Lærerforening i en pressemeddelelse.

Det er Lærernes Centralorganisation (LC), som repræsenterer lønmodtagerne, og KL, som repræsenterer arbejdsgiverne, der er blevet enige om den nye aftale.

Parterne måtte en tur forbi Forligsinstitutionen for at nå til enighed.

Gordon Ørskov Madsen, som er formand for LC og Danmarks Lærerforening, er tilfreds med aftalen.

- En gennemsnitlig lærer vil med denne her aftale få 3.600 kroner mere på lønsedlen hver måned plus pension, og vi løfter alle grupper lønmæssigt, siger han i pressemeddelelsen.

Generelt ser lærerformanden mange gode elementer i aftalen, som også giver mulighed for barnets tredje sygedag.

Arbejdstid ikke ændret

Men han ærgrer sig over, at det ikke har været muligt at rykke arbejdsgiver endnu længere, lyder det i pressemeddelelsen. Det gælder særligt i forhold til lærernes arbejdstid.

- Lige nu taler politikerne på Christiansborg om, hvordan vi kan få flere tusinde lærere tilbage til folkeskolen. Hvis det skal kunne lykkes, er vi nødt til at skabe nogle mere attraktive arbejdsvilkår i folkeskolen. Og der er denne aftale ikke nok, siger Gordon Ørskov Madsen og tilføjer:

- Til gengæld lægger vi med aftalen nogle spor, der peger ind i, hvordan vi i fremtiden kan sikre, at flere uddannede lærere vælger folkeskolen til. 

Lærerformanden må også notere sig, at det ikke lykkedes at forhandle flere seniordage igennem – ligesom det heller ikke blev en del af de øvrige kommunale overenskomster. 

- Vi har mødt arbejdsgivere hele vejen rundt, der har været fuldstændig afvisende. Der er ingen organisationer på KL’s område, der fået forbedringer på seniorområdet. Vi prøvede i de generelle forhandlinger, i forhandlingerne mellem LC og KL og så sent som i Forligsinstitutionen, siger lærerformanden til fagbladet Folkeskolen.

Fagbladet kan også fortælle, at den forhøjede pensionsindbetaling bliver på knap 700 kr. om måneden for et gennemsnitligt medlem.

Overenskomstaftalen mellem LC og KL omfatter lærere i folkeskolen og andre undervisere i kommunerne.

Overenskomsten er først vedtaget, når organisationernes medlemmer har stemt den igennem.

Hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening anbefaler medlemmerne at stemme ja til aftalen.

/ritzau/ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/en-gennemsnitlig-laerer-faar-3-600-kr-mere-i-loen-med-ny-overenskomst

GDPR