Et erfaringsnetværk, etableret af KL (Kommunernes Landsforening) og DI (Dansk Industri) i april 2022 i forbindelse med modtagelsen af flygtninge fra Ukraine, præsenterer nu en rapport med ti gode erfaringer om job til ukrainere. 83 kommuner er del af netværket sammen med medlemmer af DI.
I erfaringerne fremhæves sproget som væsentligt at sætte ind i forhold til, fordi de ukrainske flygtninge overvejende ikke taler engelsk. Det har både virksomheder og kommuner arbejdet med at løse fx gennem kommunal tolkebistand og hjælp til hurtigt at få oversat bl.a. nødvendige sikkerhedsbeskrivelser.
Kommunerne fremhæves også i rapporten for at gøre en indsats for at forklare om forholdene på det danske arbejdsmarked og de danske ansættelsesforhold bl.a. om overenskomster, om retten til ferie og barsel, arbejdsmiljø og generelle krav til sikkerhedsforholdene.
Nogle kommuner har også løst udfordringer med at komme ud på arbejdspladserne ved at indkøbe scootere eller cykler til udlån. I Jammerbugt Kommune har de for eksempel gode erfaringer med at gøre det nemmere at komme ud på de lokale virksomhederne, hvor der ikke er adgang til med offentlig transport, ved at have en scooterpark, som ukrainerne og andre ledige kan låne fra i en periode.
Også kommunernes opmærksomhed på kræfterne i lokalsamfundene fremhæves, fordi de frivilliges hjælp bidrager positivt til at tage godt imod flygtninge og også giver et godt netværk til at hjælpe dem i job. Bl.a. Gentofte Kommune etablerede for eksempel ’Meeting Point Ukraine’ med det formål at være ’et helle’ for nyankomne ukrainere, som fik hjælp og støtte i den nye hverdag, knyttede kontakter og byggede bro til lokalsamfundet.
Alternative ansættelser
En af de andre fremhævede erfaringer i rapporten er, at kommunerne med fordel kan gøre brug af IGU-ordningen for at hjælpe flygtninge i job. Et IGU-forløb er et ordinært ansættelsesforhold hos en virksomhed, der indeholder lønnet praktik og uddannelse i en toårig periode til en løn, "der tager højde for, at personens faglige og sproglige kompetencer endnu ikke lever op til kravene på det danske arbejdsmarked".
I både Esbjerg og Frederiksberg har man gode erfaringer med at bruge IGU-ordningen i integrationsindsatsen som et supplement til de andre ordninger i beskæftigelsesindsatsen. Begge kommuner har dedikeret IGU-opgaven til faste konsulenter, der i langt højere grad kan skabe gode IGU-match mellem borger og virksomheder, fremhæver rapporten.
I dag er ni ukrainske flygtninge i IGU i Frederiksberg og to ukrainske flygtninge i IGU i Esbjerg i job i private virksomheder. I begge kommuner holdes der IGU-samtaler med flere ukrainske flygtninge, og de har en klar forventning om, at mange af dem snart vil være at finde i IGU-ansættelser.
- Det er en klar anbefaling til virksomhederne, at de husker på ordningen, der har hjulpet mange flygtninge i job men måske er gået lidt i glemmebogen igen, siger underdirektør Annette Christensen fra DI.
De ti gode erfaringer fra KL og DIs netværk er i overskrifter:
- Nem og hurtig adgang til arbejdsmarkedet
- Forberedelse til jobsøgning
- Forberedelse til job
- Transport til jo
- Løsninger på sprogbarrierer
- Ideer til gode jobmatcharrangementer
- Efterværn
- Fleksibel danskundervisning og job
- Brug lokalsamfundet
- Succes med Integrationsgrunduddannelsen (IGU)
Se rapporten "10 gode erfrainger fra KL og DI´s netværk" her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.