
ESBJERG: I 2020 svarede Esbjerg Kommune benægtende på en forespørgsel fra Miljøstyrelsen, om den kendte til, hvor PFOS-forurening i Vadehavet kunne stamme fra. Det var forkert, indrømmer kommunen nu over for Jyllands-Posten.
Sammen med en række andre kommuner, der skulle belyse forureninger i andre havområder, skulle Esbjerg svare på, om der var givet tiladelser til udledninger af kviksølv, BDE og PFOS. Det afviste kommunen i efteråret 2020, hvilket ikke er korrekt.
Esbjerg Kommune havde nemlig givet den lokale brandskole lov til at udlede spildevand til renseanlægget med værdier af giftige fluorstoffer på mellem 20 og 670 gange højere end kommunens egen grænse. Tilbagemeldingen til Miljøstyrelsen var fejlagtig, erkender kommunen nu overfor avisen, men ønsker ikke at uddybe.
"Yderst kritisabelt"
I forvejen er der selvkritik på dagsordenen i Esbjerg. I sidste uge blev der iværksat en ekstern undersøgelse af teknik- og miljøafdelingens sagsbehandling, efter at det kom frem, at kødkvæg, dyrevildt, fisk og visse landbrugsjorde kan være forurenet med PFAS-stoffer.
Af et notat fra forvaltningen selv fremgik det, at selvom en tilladelse til at udsprede spildevand fra brandskolen ophørte i 2007, fortsatte den til 2018, hvor kommunen ifølge egne oplysninger helt tilfældigt blev opmærksom på det.
"Det er yderst kritisabelt, at vi ikke har fulgt op på miljøforholdene på brandskolen, herunder den udsprednings-tilladelse, der ophørte i 2007. Vi har ikke haft procedurer, som sikrer, at viden på tværs af faggrupper udnyttes hensigtsmæssigt," lød det i rapporten.
Formanden for miljøudvalget, Karen Sandrini (S), har kraftigt kritiseret, at det politiske udvalg ikke har været orienteret eller inddraget i beslutninger om at tillade udledninger med høje PFAS-værdier.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.