
ESBJERG: I Esbjerg Kommune har man valgt at droppe psykologiske test i sager om tvangsfjernelse af børn, hvor forældrene er grønlandske. Det skriver DR, KNR og Sermitsiaq.AG.
Til KNR har direktør for Borger og Arbejdsmarked i Esbjerg Lise Willer sagt, at man har fulgt debatten i medierne.
- På et tidspunkt samlede vi de her henvendelser og den viden sammen, og så blev vi enige om, at på familieområdet vil vi sætte anvendelsen af de her test på pause.
Beslutningen er truffet endeligt, efter at Institut for Menneskerettigheder har sendt et brev til de fem kommuner København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg.
Organisationen mener, at undersøgelserne er diskriminerende.
Forskelle i ansigtsudtryk
Til DR siger Lise Willer mandag, at testene ikke afspejler grønlænderes måde at kommunikere på. Det kan være i forhold til mimik og ansigtsudtryk. Den tvivl vil Esbjerg Kommune nu lade borgeren komme til gode i de konkrete situationer, siger hun til DR.
Institut for Menneskerettigheder opfordrer til både at skrotte testene, men også at sikre sig, at der altid er en tolk med til den slags sager samt psykologer og socialrådgivere med viden om kulturelle forskelle.
Det kommer Esbjerg Kommune dog ikke til at gøre, siger Lise Willer til DR. De kommer heller ikke at genåbne tidligere sager, hvor testene er brugt, medmindre der kommer klager eller andre henvendelser.
Ny forældretest sat i bero
I foråret 2023 afsatte regeringen 7,8 millioner kroner i SSA-reserven til at lave nye forældretest. SSA-reserven var tidligere kendt som satspuljen og dækker over en fordeling af midler til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.
Test, som tager hensyn til grønlandsk kultur og sprog, skulle være ny procedure i danske kommuner, lød det.
Men det arbejde blev ifølge KNR i slutningen af 2023 sat i bero, fordi det viste sig mere omfattende end ventet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.