MIDDELFART: Det har været et begivenhedsrigt døgn i Middelfart, efter at kommunens konstituering tog en uventet drejning onsdag aften, da Ulla Sørensen (S), der fik 252 personlige stemmer, få timer efter valget skiftede til Venstre for at sikre sig selv borgmesterposten.
Det skete, til trods for at både spidskandidaterne Johannes Lundsfryd Jensen (S) og Anders Møllegård (V) tilsammen høstede mere end 3.200 stemmer og dermed markerede sig som vælgernes klare favoritter til posten.
Konstitueringen har skabt utilfredshed - blandt andet hos Eik Bærholm Frikke, der stod lige efter Ulla Sørensen på Socialdemokratiets liste. Han nåede ikke over spærregrænsen, men det afholder ham ikke fra at møde op på Middelfart Rådhus. Denne gang er formålet dog et andet: Han er nemlig blandt initiativtagerne til en demonstration mod konstitueringsaftalen i dag klokken 14.
- Jeg føler, det er et direkte svigt af borgerne. Når man skifter parti et par timer efter valget for at sikre sig en position, ligner det et magtspil og en personlig karrierejagt, der undergraver demokratiets grundlag, siger Eik Bærholm Frikke til DK Nyt.
"Et borgmesterkup"
Eik Bærholm Frikke lægger ikke skjul på, at han i princippet selv kunne være kommet i byrådet, hvis Ulla Sørensen ikke var blevet valgt ind, men han afviser, at det er den personlige del, der ligger til grund for hans kritik.
- Jeg stiller mig ikke frem som socialdemokrat, men som ung borger i Middelfart. Hun kom ind på ryggen af Johannes Lundsfryd Jensens stemmer. Uden hans liste var hun aldrig blevet valgt. Alligevel bruger hun nu mandatet til at sikre sig borgmesterposten. Det er dér, svigtet ligger, siger han og supplerer:
- Jeg var under 90 stemmer bag Ulla Sørensen. Tænk, at så lidt kan afgøre, hvem der bliver borgmester. Med blot få stemmer mere havde jeg nok været den yngste borgmester i danmarkshistoren.
Han kalder forløbet for "et borgmesterkup", da en kandidat med et relativt lille personligt mandat kan vende hele valgresultatet på hovedet:
- Vi risikerer at ende med et resultat, der ikke afspejler vælgernes vilje. De 1.500 mennesker, der stemte på Anders Møllegård som borgmester, er blevet tilsidesat. Og Socialdemokratiets vælgere må også se deres stemmer blive brugt til noget andet end tiltænkt. Alle taber i det her undtagen Ulla, siger han.
Skal skabe debat
Protesten udspringer fra en gruppe unge bestående af både DSU’ere og unge uden partipolitisk tilknytning, og ifølge Eik Bærholm Frikke har der hurtigt samlet sig opbakning til demonstrationen på sociale medier.
Demonstrationen har flere mål. Et af dem er at få konstitueringen trukket tilbage.
- Jeg ved godt, at det nok ikke sker. Men tilliden er brudt. Det her handler om respekt for borgernes stemme. Hvis politik bliver til et karrierespil, hvor man skifter parti for at få magt, så mister vi noget afgørende, siger han.
Er det ikke bare et vilkår i politik, at konstitueringerne kan betyde, at medlemmer skifter side – nogle gange med afgørende betydning for det endelige resultat?
- Absolut. Jeg synes, det er helt i orden at skifte parti. Men at skifte et par timer efter valget er en anden sag, siger Eik Bærholm Frikke.
Lundsfryd bevarer håbet
Fyens Stiftstidende skriver, at forhandlingerne fortsætter mellem Venstre, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet hjemme hos Ulla Sørensen torsdag formiddag.
Ifølge Ritzau siger Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S), at det er det værste, han har oplevet i politik.
- Jeg troede aldrig, at vi kunne synke så dybt i Middelfart Byråd, hvor der sidder hæderlige mennesker, som jeg har stor respekt for, siger han på et pressemøde foran Middelfart Rådhus.
Johannes Lundsfryd Jensen, der har været borgmester siden 2017, har dog ikke opgivet håbet om at bevare borgmesterposten, siger han også til TV 2 Fyn.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

















