
I Skanderborgkredsen har socialdemokraterne givet et fornyet mandat til deres kandidat til folketingsvalget, pædagogmedhjælper Dorthe Hindborg, oplyser Ugebladet Skanderborg. Næste valg bliver hendes tredje.
Op til FV19 overtog hun kredsen efter tidligere minister Kirsten Brosbøl og blev første stedfortræder i Østjyllands Strorkreds, der gav seks kredsmandater og et tillægsmandat til S. Ved FV22 var der seks kredsmandater at give af, og Dorthe Hindborg blev endnu en gang første stedfortræder, nu med 3.935 stemmer mod 3.745 sidst.
Hun har i denne periode vikarieret for Jens Joel.
Fra Ringstedkredsen kan sn.dk berette, at efter at tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod blev vraget af vælgerne, har man her valgt 32-årige Kanishka Dastageer, der er uddannet cand.scient.pol. og arbejder som politisk rådgiver i Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg.
– Det vrimler ikke med ledige kredse, så når muligheden opstår, er det bare med at tage chancen, siger Kanishka Dastageer.
Hele 15 år har Anders Andreasen, der arbejder som socialpædagog, været folketingskandidat i Herning Nord-kredsen, der ikke har givet valg. Nu er han ifølge Dagbladet Holstebro i en urafstemning blevet det nye ansigt i Struerkredsen, hvor 94 partimedlemmer gav deres stemme. 61,7 procent satte deres kryds ud for ham.
Palle Lykke Ravn, der var hans modkandidat, var tilbage ved FV19 kredsens kandidat og blev dengang tredje stedfortræder, men stillede af helbredsmæssige årsager ikke op ved FV22, hvor Tina Mortensen tog over og med 1.174 stemmer blev tredje stedfortræder. Hun valgte i efteråret at trække sig.
Til Dagbladet siger Andreas Andresen om at skifte fra Herning til Struerkredsen, der også dækker Lemvig:
- Den største forskel bliver, at jeg nu bliver den eneste kandidat, der er fokus på. Herning Kommune er delt op i to kredse, og i Herning Syd-kredsen har Mogens Jensen været opstillet. Det har betydet, at der været en større lokal støtte til ham.
I nabokredsen, Holstebro-kredsen, skal Socialdemokraterne som tidligere omtalt finde en ny kandidat, efter at MF Annette Lind er blevet generalkonsul i Flensborg.
Partiets gruppeformand i byrådet, Søren Frøstrup-Agger, har som den første meldt sig på banen, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
- Jeg har interesseret mig for politik hele mit liv. Muligheden for at arbejde med det fuldtid tiltrækker mig. Det har altid været en drøm for mig, og for mig står Folketinget som det ypperste, når det kommer til politik, siger han og tilføjer, at han dermed ikke er kandidat til at efterfølge borgmester H.C. Østerby (S) som borgmesterkandidat, når det engang bliver aktuelt.
Søren Frøstrup-Agger har tidligere været kampagneleder for Annette Lind, der ligesom ham var gruppeformand i byrådet, da hun første gang stillede op.
Holstebro-kredsen står som regel for et sikkert S-mandat. Ivan Sørensen, som er partiets kredsformand i Struerkredsen, er da heller ikke i tvivl om, at Holstebro igen får sin kommende spidskandidat valgt ind, men vurderer ifølge Dagbladet, at det også godt kan lade sig gøre at få én mere med fra den nordlige del af det vestjyske.
- Får de valgt en stærk kandidat i Holstebro, så kommer vedkommende ind. Men tager man stemmerne, som Annette Lind (9.797, red.) og vores spidskandidat (Tina Mortensen, 1.174, red.) fik ved seneste valg, og dividerer dem med to, så vil der være nok til at få begge ind.
En spekulation, som dog ikke tager hensyn til, at partiets mandater i Vestjylland fordeles efter stemmetallene i hele storkreden og altså ikke bare kan fordeles mellem to nabokredse. For tiden er der fire S-mandater:
Annette Lind fik ved FV22 det første kredsmandat med 9.797 stemmer foran Anne Paulin med 6.905, Mogens Jensen med 6.413 og Thomas Jensen med 5.803. Karin Gaardsted var første stedfortræder og erstatter nu Annette Lind.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.