NORDJYLLAND: Tæt på 100 af psykiater Arne Mejlhedes patienter har krævet erstatning for skader som følge af behandlingerne, men Patientforsikringen, som hovedsageligt finansieres af regionerne, har hidtil afvist flere patientkrav, end den har givet medhold.
Patienterstatningens kommunikationschef Charlotte Wamberg Rasmussen oplyser, at der er tilkendt 358.000 kr. i erstatning til samlet seks af Mejlhedes tidligere patienter.
Region Nordjylland har netop præsenteret psykiater Arne Mejlhede for det hidtil mest omfattende tilbagebetalingskrav nogen læge hidtil er blevet stillet over for, nemlig 6,3 mio. kr.
Regionen mener, Mejlhedes journaler er usædvanligt mangelfulde og ikke dokumenterer de konsultationer, han har haft med patienterne, eller hvad der er sket under behandlingen.
Største sagskompleks
Siden 2008 har ialt 94 patienter, der har været i behandling hos Arne Mejlhede anmeldt deres erstatningskrav. Det gør sagen til det hidtil største sagskompleks på en enkelt sundhedsperson i Patienterstatningen, som tidligere hed Patientforsikringen.
Til dato er 22 af klagesagerne behandlet, og syv har fået medhold, idet Patienterstatningen har anerkendt, at de har fået skader som følger af fejl i Mejlhedes behandling. En af de syv er siden blev afvist ved Patientankenævnet, oplyser Charlotte Wamberg Rasmussen.
Ud af de 22 klager, som indtil nu er behandlet af Patienterstatningen, er de 15 blevet afvist. Charlotte Wamberg Rasmussen oplyser, at syv sager er afvist, fordi de er fra før 2004, hvor privatpraktiserende speciallæger ikke var omfattet af erstatningsordningen. Der er altså ikke foretaget en lægelig vurdering af behandlingen i disse sager, da de ikke var omfattet af loven på tidspunktet for behandlingen.
Ingen skade sket
- De resterende sager er typisk afvist, fordi vi har vurderet, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingsforløbet. Efter loven skal skader eller gener være en følge af den behandling eller undersøgelse, som patienten har fået, og ikke en følge af patientens grundsygdom. Vi kan ikke erstatte gener, der skyldes patientens grundsygdom, siger Charlotte Wamberg Rasmussen.
Syv af de 22 afgjorte sager er siden anket til Patientankenævnet, af patienter eller pårørende. Fire af ankesagerne er endnu ikke behandlet, i to af dem er Patienterstatningens afgørelse stadfæstet, mens en afgørelse er ændret fra anerkendelse til afvisning.
I de anerkendte sager drejer det sig særligt om fejldiagnoser, manglende opfølgning og kombinationen af flere psykofarmaka samtidigt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.